Mysteriet om de efterladte sko

Det er meget mærkeligt. Der er forladte sko overalt på de indiske gader og veje.

Jeg går tur hver morgen. Hver dag undrer jeg mig over, at der er efterladte sko overalt. På gaden, i vejsiden, på parkeringspladser og mange andre steder.

Her er nogle billeder fra min tur i morges.

*Nogle af skoene ser ud, som ejerne kan komme tilbage om et øjeblik.*

Nu går folk meget i sandaler.

Mange af sandalerne er lavet af gummi, og de går ret let i stykker. Så det er til at forstå, når man ser en enlig gummisandal. Men så kan man tænke over, hvor mon den anden er blevet af.

Er ejermanden eller -damen bare gået videre med en sandal på?

*Men hvad er der galt med den? Og hvorfor er ejermanden gået fra den*?

Når man først begynder at lægge mærke til alle de forladte sko, kan man ikke lade være med at fundere over, hvad der mon er sket, siden skoene blev forladt.

Fik de pludselig en vigtig opringning, der fik dem til at tage benene på nakken, og så glemte de at tage skoene med? Har de været oppe at slås? Er de mon blevet kørt ned? Eller har de bare stået og snakket, taget skoene af, og så glemt at tage dem på igen, da de gik videre?

*Har far, mor og barn hver valgt at efterlade en sko her?*

Og sådan kan man gå og undre sig. Du får lige et billede mere. Så kan du selv tænke over, hvad der mon er sket her.

Dagens tekster

Jeg er glad for de tekster, der er på mange busser og andre køretøjer. Du får lige et par stykker fra de sidste dage.

Det er mest busserne, der kører rundt med budskaber til alle os andre.

*Ham her er måske ikke perfekt, men han er i det mindste ærlig.*

Men det er ikke alle budskaber, der er lige nemme at forstå. Jeg har for eksempel lidt svært ved at finde ud af, hvad meningen er med den sidste besked på en af de lokale busser.

*Bare vent. Kongen kommer tilbage med med mere kraft???*

Giv en ko et knus eller bo sammen med en

For ikke så længe blev der grinet af et indisk forslag om at gøre den 14. februar til Hug a Cow Day. Det blev ikke til noget, men inderne er glade for køer. Nogle bor endda sammen med dem.

I begyndelsen af februar 2023 forslog The Animal Welfare Board of India at gøre den 14. februar til Giv en ko et knus dag.

Det skulle vist ses som et modsvar til den mere kendte Valentines dag, som finder sted samme dag.

Rundt om i verden blev der gjort nar af forslaget, og en del indere var pinligt berøre over det. Der gik kun få dage, inden forslaget blev trukket tilbage. Formentligt er der blevet lagt et ret stort pres på dyrenes velfærdsråd for at få forslaget trukket tilbage.

*Her omtales forslaget om at gøre den 14. februar til Giv en ko et knus dag i The Hindu den 9. april 2023*

Forslaget afvist, men kærligheden til køer er stor

Men selv om Hug a Cow Day ikke blev til noget, så er mange indere meget glade for køer.

Nogle er så glade for dem, at de har en ko inde i huset, hvor de selv bor. Det gælder for eksempel for den 71-årige fru Ushadevi, som har haft køer som kæledyr i mange år.

I øjeblikket har hun kun en enkelt ko boende inde i stuen. Det drejer sig om koen Kalyanikutty.

Ifølge den koglade ældre dame sætter Kalyanikutty pris på at se tv og lytte til de sange, som fru Ushadevi synger for den.

Avisartikel om dame, der lever med en ko inde i huset. — Artiklen om den koglade dame fra The Hindu den 10. december 2022.

Ud over koen inde i huset har fru Ushadevi tre andre køer i et skur uden for.

Hun har haft køer, siden hun var barn. Hun oplyser, at hun aldrig har solgt nogen af køerne. Hun har altid beholdt dem til de døde af naturlige årsager.

Hun bor alene efter hendes mand døde for 18 år siden, og hendes eneste barn bor et andet sted. Men hun pointerer, at hun aldrig føler sig ensom. Hun har jo altid selskab en ko.

Flypassager tisser på medpassager

I et Air India fly tissede en fuld mand på en ældre dame. Det har ingen taget notits af i mere end måned, men nu har det udviklet sig til en kæmpe skandale.

Den 5. januar var der en lille artikel på side 10 i The Hindu. Den fortalte, at en mand havde tisset på en ældre dame på Business Class i et Air India fly på vej fra New York til New Delhi. Det var sket den 26. november.

På det tidspunkt havde ingen forholdt sig til begivenheden. Den ældre dame, det var gået ud over, havde lånt noget tørt tøj på flyet, inden hun igen blev anbragt i det gennempissede sæde.

Manden, der havde tisset på hende, havde fået forbud mod at flyve med Air India i 30 dage. Andet var der ikke sket.

Sagen tager fart

Den 28. december meldte flyselskabet manden til politiet. Efter at have tænkt sig om, gik politiet i aktion den 4. januar og sigtede flytisseren for en række forhold.

Det nåede så frem til aviserne den 5. januar. I The Hindu på side 10, se artiklen.

***Den første omtale af sagen på side 10 i The Hindu den 5. januar.***

Og så gik landet ellers amok.

Fyret og hængt ud

Mandens navn og adresse er offentliggjort, han er blevet fyret fra sit arbejde, og politiet sammensatte fire forskellige hold, der havde til opgave at finde og arresterer manden.

Han blev anholdt den 7. januar, og han sidder nu i fængsel, hvor han afventer, hvad kommer til at ske med ham.

***Den 7. januar blev manden, der tissede, anholdt.***

Balladen fortsætter

Siden er piloten på flyet og fire stewardesser indkaldt til forhør. The Directorate General of Civil Aviation har givet Air India et hav af advarsler. Bestyrelsesformanden for Tata Sons, der ejer Air India, har været ude og beklage, at flyselskabet ikke har været bedre til at håndtere sagen.

I dag, den 10. januar, er der flere historier fremme om sager, hvor fulde flypassagerer har tisset på på andre passagerer.

Alle myndigheder kræver forklaringer på, hvorfor der ikke bliver grebet ind, når den slags sker. Alle lover bod og bedringer og strengere straffe.

Foreløbigt lader det til, at mænd, der tisser på deres medpassagerer, som minimum skal have forbud mod at flyve i 30 dage!

Det skal nok have stor effekt.

Konkurrencedygtig vaskehal

I Indien er det noget af en oplevelse at få vasket sin bil eller motorcykel. Det er billigt og meget effektivt.

I går fik jeg vasket min motorcykel i den lokale vaskehal. Det er ikke noget med at køre igennem en vasketunnel, som vi kender dem i Danmark. Her er det håndarbejde.

*Jeg har aldrig set noget blive vasket så grundigt, som da jeg fik motorcyklen gjort ren hos den lokale* bilvasker.

Først fik motorcyklen en tur med højtryksrenseren i alle kroge. Så blev den håndvasket med sæbe. Så blev den spulet, vasket med sæbe, spulet igen, vasket med sæbe osv. Selv dækkene blev vasket i en særskilt procedure, og alle rillerne i dækkene blev omhyggeligt renset.

Til slut blev den håndpoleret, og endelig blev der sprøjtet et tyndt lag olie ud over alle udsatte metaldele, så de ikke skal ruste.

Hele behandlingen tog en time for to mand. Det kostede alt i alt 15 kroner og 25 øre.

Bilvasken tager tre en halv time

Mens jeg sad og ventede, så jeg en bil, som fik den helt store tur. Alle måtter og løsdele blev taget ud, højtrykrenset, vasket og tørret. Bilen blev løftet i vejret på en stor lift, og to mænd skurede og skrubbe på den, under den, inde i den og overalt i den times tid, jeg var der. Og det så ikke ud til, at de havde til hensigt at holde op foreløbig, selv om jeg aldrig har set en renere bil.

Så jeg spurgte dem, hvor lang tid de bruger på at vaske en bil.

Cirka tre en halv time, lød svaret. Prisen? 46 kroner og 50 øre

Unge fra hele verden samlet for at finde løsninger på vor tids største problemer

Vi har deltaget i Unleash, en fantastisk konference, hvor unge fandt løsninger på en lang række af de problemer, som verden står over for.

De første 10 dage i december var vi i Mysore for at deltage i Unleash sammen med 1.000 unge fra flere end 100 forskellige lande. De var inviteret til at deltage i en konference for at komme med deres bud på, hvordan vi løser nogle af de problemer, der er knyttet til FN’s 17 verdensmål.

Du kan læse mere om de 17 verdensmål her: https://www.verdensmaalene.dk/fakta/verdensmaalene

På tværs af nationalitet blev de unge sat sammen i grupper på fire eller fem. De skulle så vælge at arbejde med et problem fra et af de 17 verdensmål, for eksempel sundhed, rent vand eller undervisning.

De havde fem dage til at udvikle en løsning på problemet, og det var helt utroligt, hvor stor entusiasme og opfindsomhed, der blev lagt for dagen.

Efter udviklingsfasen blev de forskellige løsninger præsenteret for et dommerpanel og de øvrige deltagere. De bedste forslag gik videre til finalen, hvor vinderne blev kåret.

En af grupperne opfandt for eksempel en ny måde at måle blodsukker hos diabetikere. Nu kan det ske ved at drikke af en flaske. En sensor i flaskens mundstykke måler automatisk mængden af sukker i blodet. Så slipper man for at stikke sig i fingrene.

En anden gruppe opfandt en ny type varmeafvisende tagsten, der kan sænke temperaturen i en bygning markant, så man ikke behøver A/C. Det vil løse et stort problem i den tropiske del af verden, hvor det bliver varmere og varmere på grund af klimaforandringer.

Der var forslag inden for alle 17 verdensmål, og mange af dem bliver sat i produktion.

***Unleash fandt sted hos Infosys i Mysore***

Når man har elefanter i baghaven

I nogle dele af Indien er vilde elefanter til stor gene for lokalbefolkningen.

Billedet her af en ældre dame, som er på vej i seng. Som de andre beboere i landsbyen Mancheeri sover hun på taget under en pressening for at være i sikkerhed for elefanter, som huserer i området om natten.

Busser med budskaber

Mange indiske buschauffører ser ud til at have et eller andet budskab, de gerne vil have ud.

Det får de så malet på busserne. Her kommer et par eksempler fra fra min tur i morges.

*Helvedesdrengen kører den grønne fugl. Han siger: Lad din fortid gøre dig bedre; ikke bitter.*

Andre har beroligende budskaber til passagerne, inden de begiver sig ud i trafikken.

*Frygt ikke. Gud holder hånden over dig.*

Der er også busser med mere verdslige budskaber. I hvert fald kan det være rart at vide, at den meget høje musik, der bliver spillet i de fleste busser, faktisk er sundt for passagerne.

*Musik er den bedste medicin for sindet.*

De lokale er vilde med VM i fodbold, og de fleste holder med Argentina og Brasilien

Indien er ikke med til VM i Qatar, men det forhindrer ikke folk i at holde med alle mulige andre landshold

Jeg har ikke tal på, hvor tit jeg møder Messi, når jeg går rundt her i nabolaget. De argentinske landsholdstrøjer er populære, og den med nummer 10 er den mest populære. Derfor ser man hele tiden mænd, som har navnet Messi stående på ryggen.

Det indiske landshold i fodbold er ikke med til VM, men det slår ikke skår i glæden hos fodboldsentusiasterne her i Kerala. De holder bare med nogle af de andre landshold.

*Her i Kovalam er Argentina det mest populære hold, hvis man skal dømme efter antallet af skilte rundt om i byen.*

Det er de store individuelle stjerner, der trækker fans til de forskellige landshold.

De forskellige fanklubber opstiller kæmpestore reklameskilte med deres idoler.

*Her er det Ronaldo, der er den store attraktion.*

Brasilien er også et land, mange holder med.

*Man kan også godt have mere end en favo*rit.

Efter at have set på de mange skilte i flere uger er det mit indtryk, at der er flest, som holder med Argentina og Brasilien.

Elefant skaber panik og stopper bus

I det nordlige Kerala skaber en vild elefant panik på landevejene.

Elefanten, som bliver kaldt Kabali, angreb senest en bus onsdag aften ved 8-tiden. Det skete i et hårnålesving på en bjergvej.

Kabali havde gået midt på vejen i et stykke tid, så bussen var tvunget til at køre meget langsomt bagefter dyret. På et tidspunkt blev elefanten tilsyneladende sur over at blive forfulgt.

Den vendte i hvert fald pludselig omkring og angreb bussen. I følge artiklen i The Hindu stak den stødtænderne ind i forenden af bussen og løftede den forreste del af bussen fra asfalten.

Efter at have demonstreret sine evner som en slags levede gaffeltruck satte Kabali bussen ned på vejen igen efter et stykke tid. Da den havde holdt bussen tilbage i omkring to timer, syntes den åbenbart, at det var nok. Den forsvandt i hvert fald ind i skoven igen.

Bussen nåede frem til sit bestemmelsessted mere end end to en halv time forsinket.

8 km i bakgear

Det er ikke første gang, elefanter skaber ravage i trafikken i området.

For en uges tid siden måtte en buschauffør bakke 8 km ned ad bjergvejen for at slippe væk fra en elefant, som ikke var interesseret i biltrafik, der hvor den var.

De mere end 30 mennesker i bussen kom ikke noget til, da bussen bakkede ned gennem hårnålesvingene.. De slap med skrækken.

Vilde elefanter har skabt en del forstyrrelser på vejen mellem Vazhachal – Malakkappara ved at blokere vejen og jagte biler i flere måneder, skriver The Hindu.

Her får du lige et klip mere om Kabali og hans meritter fra dagens udgave af The Hindu. De mener, at hans opførsel skyldes, han er i brunst, og at han formentligt bliver mere fredelig igen i løbet af december.

Man regner med, at der er omkring 5.000 vilde elefanter, som jævnligt besøger Kerala. Dertil kommer cirka 1.000 tamme elefanter.

Historien om Hanuman og medicinbjerget

Af mange grunde er Hanuman en meget populær skikkelse i den indiske gudeverden, og man kan ikke tale om Medicin Mountain uden at fortælle om Hanuman

Her i det sydlige Indien finder man statuer af Hanuman rigtig mange steder.

Forleden sled vi os op på Marunthuvazh Malai, som også kaldes Medicin Mountain. Bjerget har fået sit navn på grund af, at der på bjerget vokser et utal af planter, der anvendes til fremstilling af medicin.

Selvfølgelig er der også en historie om bjerget, og hvordan det kom til at ligger der små 10 km fra Kanyakumari , sydspidsen af Indien. Her spiller Hanuman en afgørende rolle.

Rama og Hanuman

Historien om Hanuman er meget lang, så her kommer en ultrakort version af begivenhederne i forbindelse med medicinbjerget.

Hanuman var uhyre loyal, trofast og hengiven i forhold til guden Rama og dennes hustru Sita.

På et tidspunkt bliver Sita bortført, og Rama gør alt for at finde og befri sin højt elskede hustru. I samråd med abekongen Sugriva sender Rama spejdere ud i alle fire verdenshjørner for at lede efter hende.

Hun er på Sri Lanka

En af spejderne er Hanuman. Han bliver sendt afsted for at lede mod syd. Da han kommer til sydspidsen af Indien, kan han se Sri Lanka på den anden side af havet. Så han beslutter undersøge, om Sita mon skulle være at finde på Sri Lanka.

Det er hun.

Her bliver hun holdt fangen i en hule af kong Ravana og hans hær af dæmoner. Kongen har sinds af gifte sig med Sita, uanset om hun vil eller ej.

Hanuman skynder sig tilbage til Rama og fortæller, at Sita bliver holdt fanget på Sri Lanka.

Et bjerg i Himalaya

Bestræbelserne på at befri Sita fører til en lang krig med dæmonerne på Sri Lanka. I krigen bliver Rama alvorlig såret. Det eneste, der kan redde ham, er en speciel lægeurt, der kun vokser på et bestemt bjerg i Himalaya.

Hanuman har en række overnaturlige evner og kræfter. For eksempel kan han flyve og antage den størrelse, han måtte have lyst til.

På grund af sin evne til at flyve bliver Hanuman bedt om at hente den livsnødvendige medicinske plante på bjerget i Himalaya.

Hanuman med bjerget, han har hentet i Himalaya.

Men da han står på bjerget i Himalaya, bliver han usikker på, hvilken plante der er den rigtige. Så Hanuman gør sig meget stor og flyver tilbage til Sri Lanka med hele bjerget for at være sikker på, at Rama får den rigtige medicin.

En del af bjerget bliver tabt

På vejen fra Himalaya til Sri Lanka taber Hanuman lidt af bjerget nær Kanyakumari. Den tabte del er det, der nu kaldes Medicin Mountain eller Marunthuvazh Malai.

Historien om Hanuman er langt mere omfattende, fascinerende og uhyre interessant . Men den må du have til gode til en anden gang.

Bjergbestigning for begyndere

Vi benyttede søndagen til at kæmpe os op på et mindre bjerg kendt som Medicin Mountain . Vi havde fået at vide, at opstigningen ville tage cirka tre kvarter. Det tog os to timer

– Vil I ikke med op på Medicin Mountain på søndag? Udsigten er helt fænomenal, og det er nemt nok at komme derop.

Sådan lød invitationen fra Jettes yogalærer for nogle dage siden.

Bjerget ligger to en halv times kørsel herfra. Meget tæt på sydspidsen af Indien. Det hedder Marunthuvazh Malai.

Vi var lidt betænkelige ved at tage med, men vi lod overbevise. Det skulle være nemt nok i følge Sajith, som Jettes yogalærer hedder.

På turen fik vi desuden følgeskab af Mette, som er på besøg hos naboen for tiden.

Mette med blå hat og Jette med en rød på den nemme del af turen.

Først skulle vi til bryllup

Vi mødtes søndag morgen klokken ni ved Devi templet. Det ligger kun et par minutters gang fra vore hus. Det udmærker sig ved, at der er en vej. Her holdt Sajith med sin bil.

Vi satte os ind i bilen, og var klar til at køre. Troede vi.

Sajith havde glemt, at der var et bryllup, han var nødt til at deltage i. Så vi startede med at køre op til et festlokale, hvor bryllupsfesten blev holdt.

Vi skulle alle sammen med ind til brylluppet. Nu forgår det ikke helt som i Danmark. Derfor tog det heller ikke særlig lang tid.

På vejen ind hilste vi på en del mennesker, vi kender. I døren afleverede Sajith vores fælles gave til brudgommens bror, som stod i døren netop for at modtage gaverne fra gæsterne.

Ind og ud på to minutter

Vi gav pænt hånd og takkede for, at vi måtte komme. Så gik vi ind i festlokalet og fortsatte med det samme cirka 10 meter gennem lokalet hen til næste dør. Den lukkede vi os ud ad.

Uden for tog vi os lige netop tid til at drikke vi et glas med en eller anden form for saftevand tilsat lidt chili, og det var det bryllup.

Det er det korteste bryllup, jeg har været til.

Morgenmad

Derefter gik turen mod syd. Ingen af os havde fået morgenmad, så da klokken var 11, stoppede vi for at spise.

Morgenmad til fire, fire kopper kaffe, to kopper te, limejuice og to liter vand kostede 50 kroner.

Trapper

Da vi nåede frem til bjerget fandt vi et sted at parkere. Nu var vi klar til at gå op på bjerget.

Set nede fra den flade jord så bjerget meget højt ud. Heldigvis var der trapper, så det så nemt nok ud.

Desværre holdt trapperne ret hurtigt op. Derefter var det mere klatring resten af vejen.

Det gik pænt opad, og efterhånden følte vi også, at vi faktisk besteg bjerget.

Det var varmt på vejen op. Heldigvis kom vi forbi et par små templer, hvor vi kunne tage en pause og få pulsen ned igen.

Efterhånden som vi kom højere op, fik vi brug for at stoppe op for at få vejret eller drikke vand.

Det tog ikke 45 minutter at komme op, som vi var stillet i udsigt. Men vi klarede turen på to timer.

Da vi endelig var nået op, holdt vi en lille fest med kiks, nødder og vand, mens vi nød udsigten.

Jette og jeg blev siddende i det lille tempel på toppen.

Jette skulle også prøve søm-sandalerne, som man kan tage på og gå rundt om gudebilledet, hvis man vil bede om noget eller takke for et eller andet..

Mette og Sajith kravlede ned i en grotte, mens Jette og jeg nød udsigten.

Turen ned tog en lille time, og det var mere anstrengende at gå ned end at gå op.

Men både op og ned var var det flot.

På vejen op mødte vi nogle få, der var på vej ned. På vej ned mødte vi enkelte på vej op. De skulle alle have at vide, hvor vi kom fra. Vi fik også et par gode råd om, hvordan man lettest kommer op ad et bjerg.

Vi lærte blandt andet et mantra, vi skulle gentage hele vejen. Så ville vi ikke opdage, hvor hårdt det var, fordi vores tanker ville være optaget af sige de samme ord igen og igen.

Jeg vil ikke sige, at det hjalp meget. Måske fordi vi glemte at gøre det hele tiden.

Da vi endelig var nede, var det dejligt at få noget koldt at drikke.

Vi var hjemme igen klokken 19.30. Vi sov godt om natten.

Lidt over fem kroner for at blive vaccineret

I går blev vi vaccineret mod tyfus. Selve vaccinen kostede lidt under 350 kroner for to doser. Til gengæld var prisen for at blive vaccineret kun lidt over fem kroner

Vores vaccinationer mod tyfus var udløbet for lang tid siden, så i går besluttede vi at blive vaccineret. Vi skulle på udflugt, og på vejen ville vi køre lige forbi hospitalet, hvor vi plejer at blive vaccineret. Så kunne vi lige så godt få det gjort.

Som sagt så gjort.

Ingen adgang uden mundbind

Men i første omgang blev vi afvist af sikkerhedsvagten ved indgangen til hospitalet. Vi kunne kun komme ind, hvis vi havde mundbind på.

Det havde vi ikke med, men vagten fortalte, at det kunne købes lige uden for hospitalet. Så vi købte to lyseblå mundbind til en samlet pris på cirka 90 øre.

Iført de nye mundbind blev vi lukket ind.

Kom igen i morgen

Fra receptionen på hospitalet blev vi vist ind på skadestuen. Her forsøgte en ældre læge at bestille noget tyfusvaccine til os over telefonen. Men ingen tog telefonen i den anden ende.

Derfor rådede han os til at komme igen næste formiddag. Nu var klokken snart fem om eftermiddagen, og folk var sikkert gået hjem. Han sagde, at vi skulle henvende os i receptionen i en anden bygning, når vi kom igen.

Når vi nu var her, kunne vi lige så godt forsøge, om vi kunne blive vaccineret, hvis vi henvendte os det andet sted, så det gjorde vi.

Følget vokser

Den venlige dame sendte os videre til en anden skadestue, hvor en flink sygeplejerske gav sig til at ringe rundt for at få os vaccineret. Efter at have ventet et stykke tid, fik vi besked på at følge efter en sød dame, som var blevet hidkaldt af vores sygeplejerske.

Den næste halve time vandrede vi rundt mellem lægekonferencer, de to skadestuer, hospitalets apotek, tilbage til først den ene reception og så den anden og andre spændende steder. Efterhånden voksede vores følge først til fem, og så svandt det ind til tre, som blev ved med at være den faste kerne på resten af turen.

Store diskussioner

Overalt hvor vi kom frem, udløste vi store diskussionerne blandt receptionister, vores følge, apotekere, læger, sygeplejerskere og andre personalegrupper. Enkelte patienter og pårørende deltog også sporadisk i diskussionerne.

På et tidspunkt spurgte vi, hvad problemet var.

Vi skulle åbenbart tilses af en læge, inden vi kunne blive vaccineret. Men den læge, der skulle se på os, var ikke til at få fat på.

Min tur

Da vi havde været på hospitalet mere end en time, vandrede vi med følge tilbage til apoteket, hvor vaccinen blev taget frem. Så stillede jeg mig i kø for at betale.

Efter cirka 10 minutter var det blevet min tid, og jeg betalte 3.908 rupee. for de to doser tyfusvaccine. Det er efter dagens kurs 344 kr.

På børneafdelingen

Nu gik turen tilbage til indgangslokalet til børneafdelingen. Her afleverede vores følge de to vacciner med tilhørende sprøjter og nåle til en ung sygeplejersker, som der også var en længere meningsudvekslings med. Hun ringede også lidt rundt, mens vi fik lov til at sidde ned.

Og så blev vi vaccineret. Det tog cirka 30 sekunder.

Derefter ventede vi et stykke tid på at få udfyldt vores gule vaccinationskort. Det lykkedes også.

Farvel og tak

Nu blev vi fulgt ud til den første reception, vi startede vores besøg. Her skulle vi betale for at blive vaccineret. Det kostede 60 rupee for to, lidt over fem kroner.

Vi takkede damen, der havde hjulpet os hele vejen igennem, og de andre, som havde været med i følget på turen rundt på hospitalet. Vi sagde pænt farvel til alle i nærheden og vinkede også til sikkerhedsvagten ved hovedøren,

Jeg forstår ikke, hvordan de får det til at hænge sammen rent forretningsmæssigt. Vi betalte cirka fem kroner for behandlingen, og vi beskæftigede mindst fem mennesker i halvanden time plus alle dem, vi forstyrrede undervejs.

Men vi takker for god behandling.

Alle farver bliver brugt

Indere er ikke bange for farver. Og de bliver brugt overalt. Også på måder, som man som farveforskrækket dansker ikke lige forventer.

Hver morgen drikker vi kaffe på Rock Café. Efter min mening er deres double strong den bedste kaffen, man kan få her i Kovalam. Men kaffen er ikke den eneste grund til, at vi hver dag tilbringer en halv times tid på cafeen.

Her har vi nemlig også fri udsigt til fiskerbådene og fiskerne, der hiver de store net ind med håndkraft. Det tiltrækker altid en stor gruppe krager, enkelte hejrer, diverse rovfugle, lokale og turister. Fuglene kommer for at se, om de kan snuppe en fisk eller to. De lokale kommer for at købe fisk, og turisterne kommer for at fotografere de andre.

Selvi kommer vi for at kunne se det hele.

Lokal herremode.

Her kan man blandt se den seneste mode blandt fiskerne. Fodboldtrøjer har længe været populære, men de mangler i øjeblikket. Det ændrer sig formentligt, når VM begynder.

***Sort tøj er ikke i høj kurs blandt fiskerne på stranden.***

To-farvet fiskerbåd

Fiskerbådene er heller ikke lyseblå, som vi ville forvente.

***Efter min mening er det den smarteste fiskerbåd på stranden. Point for farvevalg***.

Mens vi drikker kaffe, hilser vi på folk, som går forbi. Nogle er ude for at købe fisk. Andre er på vej til arbejde, og nogle er bare ude for at gå en tur.

Gang i kulturen

Og så er vi også begyndt at få stillet skulpturer og andre kunstværker op rundt omkring. Det vender jeg tilbage til en anden gang. Men her lige en nyhed rundt om hjørnet fra Rock Café.

***Der er gang i den på alle fronter.***

Vi er tilbage i Kerala november 2022

Velkomsten har været overvældende. Masser af smil, glæde, omfavnelser og hilsner til højre og venstre.

Det har været overvældende at komme tilbage til Kovalam.

Vi landede midt om natten i går den 9. november. Efter at have sovet lidt og pakket ud fandt vi ud af, at internettet virkede. Sikke et chok.

Det er første gang nogensinde, nettet har virket fra starten. Normalt bruger vi den første uges tid til at ringe til internetselskabet en masse gang, køre ind til deres kontor, argumentere og skælde ud i en uendelighed, inden der er forbindelse til omverdenen.

Vi havde heller ingen problemer med at udfylde den obligatoriske C-form. Det er et ret omfattende skema, som alle skal udfylde online, når de ankommer. Bor man på hotel, skal man ikke selv gøre det. Men når man bor i hus, skal man selv gøre det. Det er også første gang, det har virket uden problemer.

Ud på eftermiddagen forlod vi huset fuld af forundring over, hvor let det hele var gået.

Parkering hos onkel

Vi aflagde første et besøg hos vores gen-gen-gen-genbo, en ældre mand, som vi kalder onkel. Det er en høflig betegnelse for mennesker, som er ældre end en selv.

Som sædvanligt spurgte jeg, om vi måtte parkere motorcyklen i hans have, som jeg har gjort de sidste 12 år.

Det måtte vi. Vi takkede og inden vi gik, forhørte os om hans helbred, som kunne være bedre.

***Jimmity ligger på vagt uden for vores fordør.***

På vej ud fra onkels have mødte vi Jimmity, en lokal hund, som har adopteret os for efterhånden mange år siden. Den gik med os.

I løbet af få minutter mødte vi de første mennesker, der bød os velkommen tilbage. Der blev smilet og vinket inde fra husene. Ude på vejen gav vi hånd, fik knus og masser af smil af dem, vi mødte der. Scootere og motorcykler stoppede for sige velkommen tilbage.

Når vi er i Danmark, glemmer vi helt, hvor overstrømmende venlige inderne er.

Frokost hos hr. Baby

Da vi nåede op til asfaltvejen, dukkede Babu, vores sædvanlige richshaw-chauffør, pludselig op med en varm velkomst. Vi havde lige forsøgt at ringe til ham, men vores telefoner virkede ikke. De skulle først tankes op med taletid.

Men her var han. Og han kørte os så ud til vores husvært, hr, Baby. Her har vores motorcykel stået parkeret, mens vi har været i Danmark.

Ud over velkomst, smil og håndtryk fik vi også serveret en solid frokost og kaffe. Mens Jette og jeg spiste, blev hr. Baby siddende og snakkede med os, når han ikke var nede i køkkenet for at hente mere mad. Han spiste først noget, da vi var færdige.

Masaladosa hos Baby — **Hos vores udlejer, hr. Baby, fik vi bl.a.masala dosa og wada.**

Hans kone så vi kun lige, da vi sagde goddag og farvel. Sådan foregår det her.

Efter at have kørt motorcyklen hjem, gik vi ned på stranden og fik tanket taletid til telefonerne, og så startede en ny runde med folk, der gerne ville sige goddag og velkommen tilbage.

Det er faktisk ret overvældende.

**Også manden med te-cyklen var glad for at se os**. ***Glæden var gengældt.***

Men ellers er alt ved det gamle. Hoteller, restauranter og forretninger venter stadig på at turisterne for alvor begynde at komme tilbage efter corona.

Strejker som sædvanligt

Og der er selvfølgelig strejker. Fiskerne strejker i protest mod en stor containerhavn, der er ved at blive bygget en halv snes kilometer herfra. De har besat havnen for flere måneder siden, og havnen kan ikke bygges færdig.

I dag bliver der strejket over det hele i protest mod stigende elektricitetspriser, som netop er blevet annonceret. Og borgmesterens kontor inde i hovedstaden her i Kerala, Trivandrum, og en del af rådhuset er besat af politiske aktivister, som er vrede over et brev hun har sendt til et af de politiske partier.

Så meget er også som det plejer.

Strejker er en (stor) del af livet i Kerala

Her spiller strejker stadig en stor rolle i dagligdagen. Der bliver strejket mod alt – og lidt mere. Lige nu er der en to dages strejke mod stigende energipriser.

Når man flytter til Kerala, lærer man meget hurtigt tre ord på det lokale sprog. Det er i morgen, penge og strejke.

Alting er i morgen, aldrig i dag. Og man lærer også meget hurtigt, at i morgen ikke nødvendigvis er dagen i morgen. Det er mere et fromt fremtidsønske, som måske bliver til noget engang.Penge bliver der talt utroligt meget om, og folk spørger hele tiden, hvad man har betalt for dette eller hint. Enkelte gange får vi faktisk også ros for, at vi har gjort en god handel. Men det hører til undtagelserne.

Det tog længere tid med strejkerne

Det tog længer tid at finde ud af det med strejkerne. De bliver normalt varslet i de lokalt-sprogede aviser, som vi ikke har en jordisk chance for at læse. Og de lokale synes ikke nødvendigvis, at vi har brug for at vide, at der er strejke i morgen. Så de fleste gange kommer strejkerne som en overraskelse for os.

Det finder vi så ud af, når vi kører væk fra Kovalam, og bliver stoppet af nogle af de strejkevagter, der bevogter de store kryds.

De forsøger at lamme al trafik, og at få lukket alle forretninger, kontorer og arbejdspladser.

Effektivt

Det er ret effektivt, for der går tit tæskehold rundt og smadrer alting, hvis butikker osv. ikke kan finde ud af holde lukket.

Det er sort set altid politiske partier eller fagforeninger, der står bag strejkerne.

Nu har jeg været væk i to år, så de sidste tal jeg har på strejkedage i her staten er tre eller fire år gamle. Dengang var der en slags generalstrejke i mere end 90 dage om året. De er påtvungne og de fleste interesserer sig ikke for, hvad der bliver strejket om, for eller imod.

Det kan være alt fra inflation, bankansattes pensionsordninger, korruptionsanklager, at der ikke er fisk i havet eller noget helt syvende.

De fleste ved ikke hvorfor

Denne gang er strejken to dage. Jeg måtte spørge en lang række af mine bekendte, før jeg fik at vide, at det er de stigende energipriser, der protesteres mod denne gang.

De fleste har for længst opgivet at følge med i, hvad der bliver strejket imod. Dertil bliver der strejket alt for ofte.

Folk man møder – og en hund

Indien er fuld af mere eller mindre tilfældige møder. Uanset hvor man befinder sig, kan man være ret sikker på, at man møder nogen man kender. Eller i hvert fald nogen, der gerne vil lære en at kende.

Hello. Me Babu. Remember me?

Manden springer ud foran mig og river sit mundbind af. Han smiler begejstret, mens han giver mig hånden.

Ja, jeg kan godt huske Babu. Det er en taxachauffør, som jeg har kørt med en del gange før corona.

Uopfordret fortæller han, at det er hårdt, nu da der ikke er nogen turister i Kovalam. Han har været nødt til at sælge sin bil. Nu kører han taxa for en anden.

Efter at han har forhørt sig om mig og min familie og udvekset diverse høfligheder på gebrækkeligt engelsk og håndbevægelser, forskikrer han sig om, at jeg stadig har hans telefonnummer, og at jeg endelig må ringe, hvis jeg får brug for en taxa.

Morgentur med hund

Når jeg går tur om morgenen, møder jeg hver dag en brun hund for enden af stranden. Når den får øje på mig, kommer den hen for at følges med mig et godt stykke af turen. Jeg har aldrig snakket med den eller klappet den.

Det er en hund med masser af selvtillid. Hundene her er meget territoriale, og de angriber alle hunde, der trænger ind på deres område. Men min morgenven er ligeglad. Den er stærk nok til at bevæge sig rundt uden at frygte de andre hunde.

Ingen kaster sten efter den

Den er mere bange for mennesker. Det vil sige, at den er bange for de lokale. Men den har fundet ud af, at hvis den går sammen med en turist som mig, så er der ingen, der kaster sten efter den.

Så den følges pænt med mig. Hver gang vi møder nogen, går lige ved siden af mig, som om vi er på tur sammen. Ellers render den rundt og foretager sig det, som hunde nu gør, snuser og tisser på alt muligt.

Det er hunden, som har valgt at kende mig.

Når vi er kommet et godt stykke op ad Habour Road, forsvinder min morgenven som regel ind bag brandstationen, og jeg ser den ikke før næste morgen.

Af med hjelm og mundbind

Her til morgen standsede en motorcykel ud for mig, og manden spurgte begejstret, om jeg huskede ham.

Jeg har nok set ud som om, at det gjorde jeg ikke. Han tog i hvert fald sin hjelm af, og da det ikke hjalp, røg mundbindet også. Jeg havde stadig ingen anelse om, hvem han var.

Men han gav hånd og spurgte mig, hvordan det går med familien, hvor mange børn jeg har, om jeg er gift, og hvor gammel jeg er. Så siger han, at det var hyggeligt at møde mig, hvorefter han tager mundbind og hjelm på igen og kører videre.

Jeg har stadig ingen ide om, hvem han er. Og han aner sandsynligvis heller ikke, hvem jeg er.

Gamle venner nye steder

Vi har lige været i Auroville, som ligger små 800 km her fra Kovalam. Første gang vi var ude og gå en tur, blev vi standset af en ung mand på en motorcykel. Ham kendte vi rent faktisk. Ved et tilfælde var vi med til hans fødselsdag for fire år siden. Vi var glade for at se ham, og hører lidt om, hvordan det går ham.

Dagen efter gik vi en meget lang tur for at besøge nogle bekendte i den anden ende af Auroville. Denne gang kom en scooter op bagfra og stoppede et par meter foran os.

Manden hev hjelmen af og spurgte begejstret, om vi huskede ham. Ja. Det var jo Debo, som havde boet hos os i Danmark, da han var på uddannelsesbesøg hos Grundfos for en del år siden. Han kørte os det sidste stykke vej, og vi lovede at besøge ham senere på dagen.

Det kan også bare være en selfie

Da vi kørte videre til Chennai/Madras, stoppede vi og drak en kop kaffe. En ung mand foregav ikke, at han kendte os. Han ville bare gerne tage en selfie sammen med os.

Og sådan er det hele tiden. Man møder hele tiden nogen. Nogle kender man i forvejen. De andre vennelige mennesker eller dyr kan man lære at kende. Hvis man vil.

På den røde løber

Det har været en fantastisk dag i dag. Første var vi en tur på den røde løber for at hente den nye motorcykel, så blev vi klappet ud af forretningen, og til sidst fik vi en træelefant forærende af en glad træskærer.

I dag skulle vi hente den nye motorcykel. Vi blev noget overvældede, da vi kom til forretningen, og hele personalet, 11 i alt plus ejeren af forretning, stod linet op for at modtage os. Og motorcyklen var på den røde løber.

*Der var dækket fint op, da vi kom for at hente den nye motorcykel.*

Vi blev først inviteret på te og en gennemgang af alle papirerne sammen med chefen og den sælger, der var bedst til engelsk.

*Den skaldede mand er ejeren af forretningen. Han forlangte, at vi skulle have 10 procent rabat i stedet for de fem procent, som sælgeren tilbød os.*

Så blev vi hentet ind på den røde løber.

Et øjeblik før jeg skal afsløre kunstværket.

Da tæppet var trukket væk, fik vi kolde sodavand, og så blev der ellers taget billedet af nøgleoverrækkelsen.

*Danske forhandlere kan godt lære noget om, hvordan man gør det mere festligt, når man køber noget hos dem.*

Til sidst kom en gennemgang af alle de tekniske finesser.

*Så gør man sådan, og så gør man sådan.*

Til sidst var vi klar til at køre, og hele personalet tog opstilling uden for med konfettikanon og det hele.

Alle mand stod klar. De klappede os ud, da vi kørte, og konfettikanonen virkede desværre ikke.

Jette og jeg kørte så ud for at prøve det nye vidunder, og vi er ret begejstrede. Den kører simpelthen bare fantastisk.

Da vi havde kørt en times tid, råbte Jette, at vi skulle stoppe. Der var nogle elefanter, jeg skulle se. Jeg kunne ikke se nogen til at begynde med, men de var der. De var bare af træ.

Og der var mange, og de var store. Og manden, der lavede elefanterne, var glad for vores besøg. Han blev faktisk så glad, at han forærede os en udskåret elefant, da vi havde taget billedet herunder.

Det har alt i alt været en ret god dag. Og så har jeg slet ikke fortalt om den skole, vi besøgte i eftermiddags, hvor børnene var ovenud begejstrede for at få besøg af nogle udlændinge, så de kunne træne lidt engelsk med os.

I morgen kører vi ned til sydspidsen af Indien for at se på nogle NGO-projekter.

Hvad man finder i haverne

Vi har været på besøg hos hr. Vargeshe, hvor vi drak te i haven.

Jeg kunne ikke lade være med at se på de jack fruits, der lå bag ved Jettes stol. De var godt nok store.

De gror nærmest ret ud ad træets stamme.

Det var heller ikke til at overse den palme, der stod ved siden af. Jeg fik at vide, at bærene ikke kan spises. De er kun til pynt.

Sådan en palme pynter gevaldigt i haven.

Da hr. Vargeshe opdagede min interesse for haven, inviterede han os over vejen, hvor hans køkkenhave er med bananer, ananas, papaya, mango og ikke mindst masser af jack fruittræer.

Det kan være svært at se, hvor store frugterne er.

Her kan man se, hvor store de er halvvejs i vækstsæsonen.

Jack fruits spiser man rå. Nærmest som en forfriskning på linje med ananas. Men de bliver også brugt til chips – noget i retning af franske kartofler. I stor stil bliver de også spist som tilbehør til varme retter, hvor de er fyld på samme måde, som kartofler er hos os.

Jeg kan godt lide dem på alle tre måder. Men det er et helvede at få skrællen af, og der er mange, som synes, at de lugter grimt.

Du kan også lige få en lille ananas til at slutte havevandringen af med.

Motorcykel og konsultation hos psykologen

Indien er fuld af overraskelser. Hvem skulle nu have troet, at man bliver bedt om en konsultation hos den medbragte psykolog, når man skal købe en ny motorcykel? Eller at bankdamen må melde pas, når den skal betales.

– Jeg lider af angst og depression. Det oplyste sælgeren pludseligt, da vi skulle til at til at skrive under på købekontrakten, da jeg fredag eftermiddag var ved at købe en ny motorcykel.

Han havde lige opdaget, at Jette er psykolog, og nu øjnede han muligheden for en privatkonsultation midt i arbejdstiden.

Som altid er der mange ansatte i indiske forretninger. Det gælder også i Royal Enfield forretninger, så rundt om bordet, hvor vi sad, stod seks – syv af hans kolleger og lyttede interesserede til hans sygehistorie.

Hans problemer var begyndt under den første fase af corona, og han forstod overhovedet ikke, hvad der var galt med ham. Sådan havde han aldrig haft det før. Han havde bare ligget hjemme i månedsvis, men nu fik han medicin mod både angst og depression, og det hjalp.

Nu ville han gerne vide, hvad Jette mente om hans symptomer, hvad de kunne skyldes, og om det var den rigtige medicin, han fik.

På det tidspunkt var jeg vist den eneste, der tænkte på, at vi lige var i gang med at købe en motorcykel. Det kom vi dog tilbage til efter en intens konsultation midt i udstillingen af nye motorcykler, sælgere og købekontrakter.

Leveringstid

Jeg har været på udkig efter en ny motorcykel, lige siden vi kom tilbage til Indien for halvanden måned siden.

Den gamle Enfield, som jeg solgte for mere end to år siden.

Jeg solgte min gamle Royal Enfield for mere end to år siden, fordi jeg havde bestilt en ny. Det var også en Royal Enfield, en Bullet 500cc. Dengang var der en leveringstid på to måneder.

Tre dage før jeg skulle have haft den nye motorcykel, fik jeg at vide, at min ordre var blevet annulleret, fordi de standsede produktionen af den model, jeg havde bestilt. Så har vi været to år i Danmark, og da vi kom tilbage til Indien, forsøgte jeg at købe en ny Enfield. Men der er ventelister, typisk på 2 -4 måneder afhængigt af modellen.

Forhandlerliste

Jeg har googlet Royal Enfield forhandlere i Trivandrum. Derefter har jeg besøgt samtlige otte forhandlere, der var på listen. Ingen steder kunne jeg få den model, jeg ville have.

Så har jeg haft alle mine indiske bekendte i gang med at lede efter nyere brugte motorcykler. Uden held.

For at vi kunne komme rundt, har jeg lånt en lille scooter, og planerne om at købe en motorcykel var sådan set kørt i garage.

En ukendt forretning

I fredags skulle vi besøge en indisk bekendt.

Han bor i den anden ende af Trivandrum.

Trivandrum er en by på størrelse med København, så det hører absolut til sjældenhederne, at vi kommer helt ud i de nordlige forstæder. Vi bor selv cirka 20 km syd for byen.

Efter besøget besluttede vi at køre en tur rundt og se på de ukendte dele af byen, når vi nu var på de kanter. Undervejs kom vi så forbi en Royal Enfield forretning, vi aldrig havde hørt om.

Jeg kørte faktisk et godt stykke forbi forretningen, inden jeg bestemte mig for at vende om og se, hvad de havde inde i forretningen. Man kunne jo aldrig vide.

Sprogforbistring

Da vi kom ind i forretningen, spurgte jeg mængden af sælgere, om de havde nogle motorcykler til salg her og nu.

Det var jo den model, jeg havde ledt efter.

Og ja, det havde de. Og endda den model jeg forgæves havde ledt efter de sidste seks uger.

Der var en del sprogforbistring på begge sider. Jeg kan ikke malayalam, som det lokale sprog hedder, og sælgerne kunne ikke nok engelsk til, at vi kunne føre en bare nogenlunde fornuftig samtale.

Så det tog noget tid, inden de forstod, at jeg ville købe motorcyklen. Det tog også tid, før jeg forstod, at den faktisk var til salg, og jeg kunne få den i løbet af en uges tid.

Det hjalp på forståelsen, da firmaets regnskabschef kom og deltog i forhandlingerne, han svarede ganske vist på alt muligt andet end det, vi spurgte om. Men efterhånden fik jeg de oplysninger, jeg gerne ville have.

Jeg gik lige et par gange rundt om mig selv, og så besluttede jeg mig til at købe den. Det gjorde jeg så.

De havde både en stor og en lille model. Jeg købte den store.

Konsultationen var en succes

Det var, da vi skulle skrive kontrakten under, at der gik konsultation i den, for det var her, at sælgeren tilfældigvis så, at der står psykolog på Jettes visitkort.

Både sælgeren og hans kolleger var meget tilfredse med Jettes indsats, så det endte med at vi fik to års ekstra garanti med i handlen helt gratis og fem procent rabat på noget ekstraudstyr, som vi købte.

Nu skulle vi så betale for det hele, og det viste sig at være noget besværligt. Vores indiske hævekort tillader ikke, at man bruger så mange penge på en dag, så vi betalte kun et beskedent depositum.

En af sælgerne gør klar til at modtage depositum for min nye motorcykel.

Men arbejdet med at indregistrere motorcyklen, få nummerplader osv. kunne først gå i gang, når vi havde betalt hele beløbet. Alt sådan noget papirarbejde kan tage meget lang tid i Indien, så det var bare med at komme i gang.

Afsted til banken

Så vi tjekkede bankens åbningstider. Der var åbent til klokken 17, og klokken var kun lidt over tre, så vi besluttede straks at køre i banken for at få overført pengene derfra.

Det var nu ikke så let, som vi havde håbet på.

Vores normalt meget hjælpsomme bankdame, som vi skamløst bruger til at smyge os uden om mange og lange køer og bureaukratiske forhindringer, var ikke på arbejde.

Skranke 8

I stedet henvendte vi os ved skranke 8, Digitale betalinger. Her forklarede vi efter en del ventetid den venlige dame, at vi havde brug for at overføre et større beløb fra vores konto til en anden konto i samme bank. Og om det kunne lade sig gøre, når vi kun havde vores hævekort med?

Hun oplyste, at det desværre ikke kunne lade sig gøre med hævekort, fordi der er et ret lavt loft på, hvor meget man kan hæve pr. dag. Og det samme gjorde sig gældende med overførsler til andre konti.

Men hun kunne fortælle, at banken jo har en udmærket app til online-banking. Ved at bruge appen kunne vi overføre pengene.

Tidligere forsøg

Ja tak, men den app har vi aldrig kunne få til at virke, og siden januar har vi ad tre omgange tilbragt næsten ti timer i banken, hvor et større antal bankfolk uden held har forsøgt at få appen til at virke på vores telefoner.

Men nu var vi jo ved skanken for Digitale betalinger, det var fredag eftermiddag, og damen havde ikke travlt, så hun ville gerne hjælpe os med at få online-banking til at virke.

Hun lukkede endda sin luge, og kom ud i kundeområdet, hvor der står et par computere, som kunderne kan bruge.

Omstændeligt og tidskrævende

Damen fortalte, hvad Jette skulle gøre, mens jeg læse kontonumre, kortnumre og alt muligt andet op. Samtidig fik vi en lind strøm af OTP’er One Time Passwords over telefonen.

De mange engangskoder skal sikre, at der ikke bliver svindlet med online-banking. I Indien har de ikke NemID eller MitID, så derfor får man et hav af engangskoder, hver gang man gør noget med penge online.

Det var en meget omstændelig og tidskrævende proces, at få appen til at virke. Men omsider nåede vi faktisk så langt, at hele løsningen skulle aktiveres.

Så røg internetforbindelsen

Men inden vi nåede det det sidste skridt, røg internetforbindelsen. Med den røg også alt det, vi havde fået lavet de sidste tre kvarter for at få appen til at virke.

Damen trøstede os med, at vi bare kunne gentage hele processen, når vi kom hjem. Nu vidste vi jo, hvordan det skulle gøres. Når appen blev aktiveret, ville der kun gå fire timer, før vi ville kunne overføre pengene til motorcykelforhandleren.

Vi takkede for hjælpen og kørte hjem.

Miraklernes tid

Efter nogle dybe indåndinger, en masse koldt vand og en del brok over, at alting er så fandens besværligt hele tiden, gik vi i gang med endnu et forsøg på at blive godkendt til online-banking.

Og miraklernes tid er ikke forbi. Vi blev godkendt, og klokken 22.30 overførte vi betalingen til forhandleren.

Eftersalg eller hvad?

Tilbage er bare at fortælle, at lørdag aften blev jeg kontaktet på What’s App.

Det var den depressive sælger fra motorcykelforretningen.

Først ville han vide, hvordan jeg havde det. Så kom der en ny besked om, at han lige var kommet hjem fra arbejde. Nu havde han lige googlet Danmark, og det lød som et rigtigt dejligt sted at bo.

Så ville han gerne vide, om jeg troede, der var mulighed for, at han kunne få arbejde i Danmark, om vi har nogle døtre osv. osv.

Efter at have svaret på hans spørgsmål et stykke tid, skrev jeg til ham, at nu skulle jeg altså have aftensmad.

Så sendte han mig et rødt hjerte.

Hvad skal man sige? Vi får den nye motorcykel på fredag.

Motiver fra min morgentur

Jeg går en ret lang tur hver morgen, og hver dag bemærker jeg noget, som jeg ikke tidligere har været opmærksom på.

Andre ting hæfter jeg mig ikke rigtigt ved, fordi jeg har set dem så mange gange før. For eksempel ser jeg faktisk slet ikke længere vildnisset lige neden for trappen, der går ned fra vores hus.

Vi kalder det sumpen. Det er et vaskeægte vildnis.

Jeg ser også en masse blomster.

Inderne er rigtig gode til navne, og jeg falder konstant i forundring over deres fantasi, når de skal navngive noget. Her er et af de hotelnavne, som jeg gældes over hver dag.

Det Internationale Drømmepalads. Hvad siger I så?

De fleste dage kommer jeg gennem den nyanlagte strandpark ved Samudra Beach. Her er der fuld knald på vægmalerierne.

Hvis man går gennem parken med alle malerierne og om på den anden side, kan man blandt andet se nogle af fiskerbådene.

Bådene ligger lige på den anden side af parken.

Arbejdsmiljø og sikkerhed bliver forstået på en anden måde her på egnen. Jeg ved ikke, hvor mange danske stilladsarbejdere, der ville have lyst til at arbejde her.

Der er kongres i kommunistpartiet i disse dage, og det bliver der reklameret for på gader og stræder. Her i Kerala er det kommunistpartiet, der har regeringsmagten.

Det er som sagt en blanding af alt muligt, jeg ser på min morgentur. Her kommer de sidste to fra turen i dag.

Skulle man blive tissetrængende, er der råd for det.

Der er nogle, der lever af at klatre op og plukke kokosnødderne

Der er kokospalmer overalt i Kerala, men kokosnødderne er svære at få fat i. De sidder øverste i trækronerne 20 – 30 meter over jorden.

Der er selvfølgelig nogle, der lever af at plukke kokosnødderne og hugge de visne palmeblade af.

Det er normalt meget tynde og senede mænd, der klatrer op i palmerne kun iført lændeklæde og en kæmpestor kniv. Det eneste hjælpemiddel er en snor eller rem spændt ud mellem fødderne. Og så ellers masser kræfter og teknik.

I videoen herunder kan du se, hvordan sådan en kokosplukker kommer ned fra træet. Det går mindst lige så hurtigt, når det går opad.

Det er ret imponerende.

Busser med budskaber

Der er mange ting, man kan glæde sig over, når man går rundt i Indien. Jeg sætter for eksempel stor pris på busserne, som giver deres mening til kende om alt muligt.

Se bare den her:

Det kan man godt tænke lidt over. My life is my message. Mit liv er mit budskab.

Andre er knapt så filosofiske, men mere af oplysende karakter, som den næste bus.

Det er rart at vide. Man kunne ellers godt tro, at manden var i ret dårligt humør. I’m not angry. This is just my face. Jeg er ikke vred. Det er bare sådan, jeg ser ud.

Andre har været mere koncentrerede om at finde poetiske navne.

Hvem vil ikke gerne på udflugt i Drømme Blomsten? Dream flower.

Andre busser ville jeg være mere nervøse ved at tage med.

Varedeklarationen på chaufføren er ikke til at tage fejl af. Psyco rider. Skør chauffør.

Så er den næste mere betryggende.

Det kan der jo være noget om. Nothing To Lose And A World To See. Der er ikke noget at tabe, men en hel verden at opdage.

Sandt nok. Not All Those Who Wander Are Lost. Ikke alle, der vandrer rundt, er faret vildt.

Og så lige en af de mere tankevækkende at slutte af med.

Ham vil jeg godt ud at køre med. Be Happy. It Drives People Crazy. Vær lykkelig. Det driver folk til vanvid.

Når man spiser ude

Der er masser af restauranter i Indien. Det er der også her, hvor vi bor. Der er alle dem langs med stranden, hvor turisterne spiser. Og bag ved stranden er der et utal af lokal spisesteder.

Det er billigt at gå ud og spise i Indien. Selv der, hvor det er dyrt efter indiske forhold, er det billigt, når man er vant til danske priser.

Når man er to kan man godt nå op på at spise for et par hundrede kroner på stranden. Især hvis man køber øl til maden. Det er tit dyrere end maden.

Det er tit, når man vil have tigerrejer, at regningen bliver høj.

Øllet er tit det dyreste, når man går ud og spiser. En indisk øl indeholder lige så meget som to danske øl.

Middag for to til 18 kroner

Bevæger man sig væk fra stranden, er prisniveauet en hel del lavere. For et par dage siden spiste vi chicken biryani, en risret med kylling og et helt hårdkogt æg på en lokal restaurant. Vi fik to store portioner og en liter flaskevand.

Min portion biryani inden maden bliver vendt på hovedet over på en tallerken eller et bananblad. Der var tre store stykker kylling plus æg og masser af ris. Man spiser med fingerne.

Den samlede regning lød på 200 rupee, knapt 18 kroner. Det smagte fantastisk, og vi blev mere end mætte.

Hurtig affodring

Men selv om det både er billigt og godt, spiser vi hjemme hos selvde fleste dage. Man kan ret hurtigt blive træt af spise på restaurant. Det kan også være rigtig rart, at man selv kan styre mængden af krydderier.

Når man går på de lokale restauranter, skal man være klar over, at det ikke er et sted, hvor man sidder og hygger over maden.

Man kommer ind, vasker hænder, sætter sig, bestiller, spiser, vasker hænder igen, betaler og går. Det hele tager højst 15 – 20 minutter. Mange steder er maden klar, når man kommer. Så går det endnu hurtigere.

Der er andre, der skal til.

Man bliver ikke syg

Med hensyn til at spise ude i Indien behøver man ikke at være nervøs for at blive syg af maden. Man skal bare holde sig til de steder, hvor der er mange gæster, og omsætningen er høj. Så er man sikker på, at maden hele tiden er frisklavet.

Det kan også være en god ide at undgå buffetter, hvor man ikke ved, hvor længe maden har stået, inden man spiser den,

Og det vigtigste af det hele: Vask hænder, vask hænder, vask hænder og lade være med at tørre hænderne i håndklæderne.

Fiskerne og fiskeriet er den største attraktion i Kovalam

Her bliver der stadig fisket på gammeldags facon. De fleste dage bliver der ikke fanget så meget, men det ser utrolig flot ud.

Jeg går tur hver morgen. Cirka halvanden time, og jeg vælger altid at gå langs med vandet, når jeg går hjemad. Så er jeg sikker på at se fiskerne, og det kan man ikke undgå at blive i godt humør af.

Der er et par videoer, hvor du kan se, hvordan bådene bliver roet, og hvordan det ser ud, når nettene bliver trukket op på land.

Hvis du synes, det tager for lang tid at se videoerne, kan du bare springe dem over og se billederne i stedet.

Fiskerbådene bliver roet af fem roere. Årene ligner nærmest stolper, hvor der er bundet bordtennisbat fast ude for enden.

Åregaflen er bare et stykke reb med en løkke, som åren er stukket igennem. Det ser primitivt ud, men det virker fantastisk godt, og bådene er uhyre sødygtige.

Årene ser noget hjemmelavede ud. Det er nærmest en stople med en bordtennisbat for enden.

Sådan ser årebladet ud i nærbillede. Min hånd er med for at vise størrelsesforholdet.

Hotellerne på stranden har ikke fortrængt fiskerne.

Bådene sejler ud fra stranden og sætter nettet i en stor bue ud for stranden. Når det hele er på plads, bliver nettet trukket ind på stranden igen af 30 – 40 mand. Det tager en times tid at trækket nettet ind. Det ser sådan her ud:

Det er et stort arbejde, og der er masser af mennesker involveret, men de fleste gange er fangsten kun beskeden.

Nettet renses og gøres parat til næste gang.

Jeg er vild med de gamle fiskerbåde. De bliver bygget på stranden uden tegninger, og der er hverken brugt søm eller skruer til bygge dem. De er syet sammen og tætnet med beg.

Bemærk syningen nederst i billedet. Der er ikke brugt søm eller skruer. Det hele er syet sammen.

Der er ikke så mange steder, hvor de traditionelle fiskerbåde stadig er i brug. I Kovalam er der heldigvis en del. Men nu er der kommet en ny glasfiberbåd med påhængsmotor, og der er ingen tvivl om, at de gamle bådes tid er ved at være slut.

Den nye båd er lavet i glasfiber, men den bliver stadig roet ud. Og så er den cyklamefarvet.

Men i det mindste er den nye båd cyklamefarvet. Det er da med til at sætte en i godt humør.

Vores tag er næsten færdigt

Det har taget et par uger, men nu er taget omsider ved at være færdigt. Der mangler kun et par små hjørner, så kan vi flytte alle vores møbler op på taget igen.

Det er vi glade for. Det er naboerne også, for de har klaget en del over støjen, når tagpladerne bliver skåret til. Men nu sænker freden sig omsider igen over nabolaget.

Hos den lokale barber

Jeg er blevet klippet i dag hos den lokale barber, som jeg er blevet så mange gange før.

Barberforretningen er flyttet, men barberen og prisen er den samme.

Man bliver ikke ruineret af at blive klippet her i Kovalam. Jeg betalte 150 rupee, cirka 13,25 kr. Det lyder billigt, men han tager alligevel godt ved. Prisen for de lokale beboere er 100 rupee.

Jeg er også tit blevet klippet, når vi har været i nabostaten Tamil Nadu. Der er alting billigere. Min billigste klipning kostede kun 30 rupee.

Nå, men barberen var glad for at se mig, og det gør ikke noget, at jeg betaler lidt ekstra.

Der er tv, vand til kunderne og endda en grøn plante hos barberen. Hvad kan man forlange mere?

Brudgommens rettigheder på bryllupsdagen

En af dem er retten til at ankomme til brudens hus på hesteryg. Det har ikke været tilladt for kasteløse. Det bliver der nu lavet om på i Rajasthan.

I dagens udgave af The Hindu, den 20. februar 2022, står der en artikel om brudgommes ret til at komme ridende på en hest til brudens hjem på deres bryllupsdag.

Det har altid været forbudt for kasteløse i staten, men nu gør kasteløse unge oprør mod den ældgamle, undertrykkende tradition.

Det har kun kunnet lade sig gøre under politibeskyttelse. Foreløbig har flere end et dusin brudgomme taget turen til hest under politibeskyttelse.

Det skete første gang for en måneds tid siden. Den første til at gøre det var den 27-årige Shriram Meghwal.

Den lokale købmand

Der er stadig små købmandsforretninger her i Kovalam, hvor vi bor. Vareudbuddet er måske ikke så stort. Til gengæld er serviceniveauet helt i top.

Vi bor i et turistområde, hvor der er masser af restauranter langs med stranden. Der er et stort antal steder, som tilbyder undervisning i yoga. Tilbud om ayurveda-behandling er der heller ikke mangel på, og så er der et utal af skræddere og forretninger, der sælger souvenirs og den slags.

Men der er ikke mange forretninger, som sælger almindelige dagligdags fornødenheder. I hele lokalområdet er der faktisk kun to små købmandsforretninger.

Classic Mini Market ligger tæt på stranden. Det er her, vi køber ind.

Vi handler i Classic Mini Market. Det er en underafdeling af den anden og lidt større købmandsforretning i området. Interessant nok bliver de to forretninger drevet af et ægtepar. Vi handler i den forretning, hvor konen er chef.

Der er fire ansatte i forretningen, alle kvinder.

Det mest nødvendige

Her køber vi stort set alle vores varer. Vi kommer i forretningen hver dag, og det har vi efterhånden gjort i en del år. Her kan vi få mælk, yoghurt, bananer, kartofler, grøntsager, ris, sukker, sæbe, tandpasta og hvad man ellers har brug for for at opretholde livet.

Jette ser på grøntsager hos købmanden, som også har frugt.

Vi køber også drikkevand i 20 liters dunke hos købmanden.

Vandet bliver båret op til vores hus. Der er først 200 – 300 meter at gå, og så er der 65 trin op til vores hus. De 20 liter vand koster 60 rupee, lidt mindre end 6 kroner. Det er tungt at bære 20 kg op ad trapperne, så vandmanden får altid 50 rupee i drikkepenge, når han kommer med vandet.

10 kg mel

I går spurgte vi i forretningen, om vi ikke kunne købe mel i større portioner end 1 kg. Fru købmand spurgte, om vi ville have en sæk med 10 kg. Det sagde vi ja til.

Købmanden bag disken. Her kan man få det mest nødvendige.

Hun sagde, det ville blive bragt i løbet af dagen, og så kunne vi betale næste gang, vi kommer i forretningen.

En halv time efter vi kom hjem, kom der en mand med 10 kg mel.

Vi kan også godt lide nogle af de lokale bolsjer, såkaldte coffee drops. Så forleden spurgte jeg købmandsdamen, hvorfor de ikke har kaffebolsjer.

Nu står der en hel krukke med kaffebolsjer i forretningen. Det er sgu da god service.

Divine Hyper Market

Et par km fra vores hus, oppe ved Kovalam Junction, ligger der et rigtigt supermarked. Divine Hyper Market hedder det.

Der kan man få alting, men både ejerne og personalet er sure, og service yder de ikke noget af, så der kommer vi kun nødtvunget.

Hvis der er noget, vi ikke kan få i Classic Mini Market, så kører vi ind til Trivandrum, hovedstaden i Kerala. Det tager en halv times tid at køre derind. Der er der store shopping centre og alle mulige forretninger. Jeg tager blandt andet ind til byen for at købe kaffe, som man ikke kan få her på stedet.

Vores kaffehandlere i Trivandrum.

Men ellers støtter vi den lokale købmand eller rettere sagt -dame. Classic Mini Market. Det dur.

Sammenhold giver styrke

Myrerne er gode til at samarbejde, og når de går sammen om at løse en opgave, er det ret forbløffende, hvad de kan.

På vidoen kan du se en flok små myrer, der bærer rundt på liget af en lille gekko, de har fundet.

Nyt tag på huset

Vi er ved at få et nyt tag på huset, så vi får vores tagterrasse tilbage. Arbejdet startede i tirsdags.

Omkring klokken 10 opdagede jeg, at der stod nogle mænd oppe på vores tag. Det viste sig, at de skulle i gang med at bære alle de rør, der skal bruges til tagkonstruktionen, op til vores hus.

Der er ingen veje, her hvor vi bor, så alle materialer skal bæres cirka 500 meter, og så skal de bæres op ad trappen til vores hus. Der er omkring 65 trin. Derefter skal det hele bæres op på taget.

Det tog fem mand det meste af dagen.

Onsdag morgen kom tre af mændene igen. Nu gik de i gang med at give alle rørene grundmaling.

Selv om de bygger en tagkonstruktion, har de tre arbejdere kun en havestol at stå på.

Onsdag og torsdag har de været i gang med at rejse tagkonstruktionen.

Her fredag kan man se begynde at se, hvordan det kommer til at tage sig ud, når det bliver færdigt.

Og så noget helt andet

Du får lige en oversættelse af en lille notits i avisen. Man tror ikke, det er rigtigt, men læs selv:

Gangster død af kvæstelser

Deepu S. Kumar, en notorisk gangster kendt som Mental Deepu, døde mandag af sine kvæstelser, som var påført ham af en gruppe af med-gangstere for et par dage siden.

Deepu, 39 år, var blevet gennemtævet med ølflasker og sten af et par af sine kumpanere under et drukgilde.

Han døde af sine kvæstelser, efter han blev indlagt på hospitalet i Trivandrum.

Efter angrebet arresterede politiet de fire personer, der var tilstede, da Deepu blev overfaldet.

Det er bemærkelsesværdigt, at begivenheden fandet sted to dage efter at Deepu blev løsladt fra fængslet mod kaution, mens han afsonede en dom for mordforsøg. Og endnu mere bemærkelsesværdigt, at det var den hovedanklagede i drabet på Deepu, Sunil Kumar, der havde betalt for hans kaution, så han kunne komme ud af fængslet.

Overfaldet på Deepu skete, mens han var samlet med en gruppe venner for at fejre sin løsladelse.

Valgkamp for TV-partiet

Der er valgkamp i det nordlige Indien, blandt andet i Punjab, hvor billedet er fra. Her har alle partier et symbol. Manden på billedet er en uafhængig kandidat, og hans parti har et TV som symbol.

Han fører valgkamp på sin cykel, og for at folk kan kende ham, har han monteret et TV på cyklen.

Kun i Indien, som man siger.

Fra samme avis var der en overskrift, der sagde:

Leopard overfalder gravid ged.

Slangetæmmeren overlevede og er udskrevet

En uge efter at være blevet bidt af en kobraslange er den kendte slangefanger Vava Suresh blevet udskrevet hospitalet. Det sker efter, at han i flere dage har ligget bevidstløs i respirator.

Suresh blev modtaget af en jublende menneskemængde, da han blev udskrevet. Han har tidligere overlevet flere end 300 slangebid, men han var meget tæt på at dø af det sidste bid han fik den 31. januar.

På trods af risikoen har Kuresh ingen planer om at opgive sit farlige arbejde:

“For fremtiden vil jeg være mere forsigtig, når jeg fanger slanger. Men jeg vil fortsætte med mit erhverv, til jeg dør”, fastslog han over for The Hindu.

Sidste nyt om karantæneregler i Kerala

I dag, den 6. februar 2022, er der kommet en tydeliggørelse (?) af reglerne for karantæne, når man rejser ind i Indien.

Rejsende med symptomer på corona skal testes i lufthavnen og i karantæne. Regeringen tilråder syv dages karantæne for alle andre, men der er ikke krav om det.

Karantænekravet er ophævet i Kerala

Den 5. februar skrev avisenThe Hindu på forsiden, at kravet om syv dages karantæne ved indrejse i Indien er ophævet i Kerala. Der er heller ikke længere krav om PCR-test i lufthaven, når man lander i Trivandrum eller andre lufthavne i Kerala.

Man skal kun testes, hvis man har symptomer på Covid. Og så skal man også i karantæne.

Men ellers er der ingen indrejserestriktioner. Men man skal stadig gå med mundbind i det offentlige rum.

Artiklen fra The Hindu lørdag den 5. februar 2022.

Skoler og uddannelsesinstitutioner begynder at åbne igen fra den 7. februar.

Slangetæmmer i livsfare

Han ligger i respirator efter at være blevet bidt af en cobraslange. Han er tidligere blevet bidt af giftslanger flere end 300 gange.

Vava Suresh er en meget berømt mand her i Kerala. Han har fanget tusindvis af giftige slanger, og han er en af dem, der bliver ringet efter, når der bliver fundet giftige slanger tæt på menneskelig beboelse.

Normalt slår inder ikke slanger ihjel. De fanger slangen, putter den i en sæk og slipper den løs igen på et sted, hvor der ikke bor mennesker i nærheden.

For et par dage siden blev Vava Suresh tilkaldt for at fange en stor cobraslange, som var blevet opdaget i en landsby i nærheden af en kostald. Det gik fint nok med at fange slangen, men det gik galt, da Suresh forsøgte at få slangen ned i en sæk.

I kampens hede havde slangen held til at bide Suresh i låret, og slangen undslap.

I koma

Selv om han var blevet bidt, lykkedes det Suresh at fange slangen igen og få proppet ned i en sæk. Først derefter bad han om at blive kørt på hospitalet.

Undervejs til hospitalet besvimede han. Siden han ankom til sygehuset, har han været i koma og ligget i respirator, og han har fået modgift mod den dødelige slangegift.

Ifølge oplysningerne i The Times of India er det ikke første gang, han er blevet bidt af en giftig slange. Det er sket mere end 300 gange. Hidtil er han blevet rask igen, når han er blevet bidt.

Denne gang har der været tvivl om, hvorvidt han ville overleve.

I dagens avis, den 3. februar 2022, står der, at han tilstand stadig er kritisk, men stabil. Han er ikke ved bevidsthed, og han ligger fortsat i respirator. Men for første gang er lægerne forsigtigt optimistiske med hensyn til hans chancer for at overleve.

Forvirring om indernettet

Vi fik internet for en lille uge siden. Forløbet var lettere forvirrende, men nu er det faktisk ved at være svært at forstå, hvad der foregår.

I går kom vores nabo og fortalte, at de havde fået en SMS til os fra vores internetselskab. Den lød nogenlunde sådan her:

”Hvis I ikke betale 590 rupee, omkring 55 kr. med det samme, bliver forbindelsen til internettet afbrudt i aften.”

Så vi betalte pengene, og i dag tog jeg ind på selskabets kontor inde i byen for at få at vide, hvad vi skulle betale for.

Først spurgte jeg om, hvorfor de sendte beskeder til vores nabo. Dernæst om, hvorfor de opkrævede 590 rupee, når vi lige have indgået en aftale til 1769 rupee, og som vi ikke har fået en opkrævning på endnu.

For at gøre det kort: Det førte til kontakt med tre forskellige kvinder, som hver især efter tur hentede deres overordnede. Efter meget diskussion og nærlæsning af vores korrespondance, da vi oprettede forbindelsen, nåede vi frem til, at vi havde fået noget helt andet, end vi havde bestilt.

Så nu kommer der nogle teknikere senere i dag, måske, og så får vi en ny router, som skal give adgang til den hastighed, vi skal betale for. Vi vil også få det skriftligt, hvad der er aftalt.

Overstående er en meget sammenpresset version af dagens begivenheder hos vores leverandør.

Det korte af det lange er, at vi lige nu har en fiberforbindelse, der højst kan køre med 50 Mbps, og hvor vi betaler efter forbrug. Vi skulle have haft 150 Mbps og ubegrænset forbrug.

Det sidder vi nu og venter på.

Forvirring i banken

Jeg har også været i banken for at få ordnet forskellige sager. Resultatet blev ikke helt som ønsket.

Nu da internettet skulle være på plads, tog jeg i banken for at ordne forskellige småting. Det gik faktisk forbløffende nemt.

Jeg startede på bankens første sal hos to flinke damer, som løste nogle af mine problemer. De sendte mig efterfølgende ned i stueetagen for at få nogle papirer skrevet ud hos kasse fem.

Her løb den rare dame frem og tilbage og talte med forskellige kolleger om min sag. Til sidst bad hun mig om at komme med ind på bankdirektørens kontor. Her forklarede jeg mit ærinde endnu en gang.

Henvendt til bankdamen sagde direktøren, at det skulle hun bare få ordnet. Han spurgte så mig, om jeg havde andre problemer.

Og ja, det havde jeg. Mit indiske hævekort virker ikke. Kunne de ikke få det til at du igen?

Mit hævekort

Jo. Det skulle ikke være noget problem.

Damen fik mit hævekort af direktøren, og så gik turen tilbage til kasse fem. Det næste kvarters tid skrev hun en masse på sin computer, og der gik forskellige papirer frem og tilbage til de andre kasser. Til sidst fik jeg det papir, jeg skulle bruge, og damen sagde farvel.

Det gjorde jeg nu ikke. I stedet spurgte jeg, om jeg ikke kunne få mit hævekort igen.

Det kunne jeg ikke.

Det var nemlig blevet klippet over og annulleret. Hun troede, kortet skulle spærres og ikke aktiveres, så nu var det både klippet over og annulleret.

Hvis jeg er heldig, får jeg et nyt hævekort om cirka 14 dage.

10 fugle på taget

Det har vi ikke, men vi har lige haft fire påfugle på samme tid

Vi har tit en påfugl eller to på besøg, men vi har aldrig tidligere haft fire på besøg på en gang. Jette var heldig at have telefonen klar, da påfuglene kom. Du kan hendes videoer af fuglene her.

Og så må du undskylde den den manglende redigering af videoerne. Til gengæld får du også set lidt af omgivelserne.

På den første video ser man, at påfuglene kommer, og hvordan de går rundt og kigger lidt.

På den næste kan du se, at hannen forsøger at gøre indtryk på en af hunnerne. Det er nu ikke fordi, hun er særligt imponeret over hans anstrengelser.

Vi skal have nyt tag

Vores gamle tag af palmeblade skal erstattes med et mere moderne tag. Desværre.

Nu har vi boet i vores her i Kovalam i 12 år. Det er et hus i et plan med fladt tag. Vi har altid haft det flade tag dækket af et ekstra tag af flettede palmeblade, og så har vi brugt taget som en ekstra etage, hvor vi har tilbragt alle dagtimer.

Det er køligere på taget end inde i huset, og i perioder når det har været for varmt, har vi også sovet på taget.

Tagterrasen på Shanti Bhavan. — Et kig ind under taget.

Desværre holder sådan et tag af palmeblade ikke evigt. Levetiden er i bedste fald op mod to år. Så skal bladene skiftes ud. De træ-rafter, der bærer taget, holder højest omkring fem år. Så er de forvandlet til skrøbelige hule rør. Al indmaden er blevet spist af diverse smådyr, som lever af træ.

Et palmebaldstag uden blade. — Tagkontruktionen uden blade.

Ud over at se pænt ud, har et tag af palmeblade den fordel, at det isolerer ret godt. Resultatet er, at der er forholdsvis køligt under taget. Det har stor betydning, når temperaturen stort set altid ligger over 30 grader.

Men nu er det beklageligvis slut med at have palmeblade på taget.

Det simpelthen blevet for dyrt.

To mænd i tagets konstruktion. — Tagdækkerne kravler rundt på den skrøbelige tagkonstruktion-

Det var ret billigt, da vi fik det første tag af blade for 12 år siden, men i dag koster det lige så meget som et permanent tag. Og mens palmetaget skal skiftes jævnligt, så kan et tag af metalplader holde i mange år.

I de små to år vi har været i Danmark på grund af corona, er det gamle tag faldet helt sammen, og nu har vi med tungt hjerte bestilt et firma, som kommer og giver tilbud på et nyt tag i metal.

Uden palembladstag. — Sådan ser taget ud, når der ikke er et ekstra tag.

Det er billigere, men desværre også varmere og ikke nær så flot.

Jeg skal nok lægge et billede op af det nye tag, når efter planen står klar omkring den 1. marts.

Hvordan går det?

Det er altid rart at høre fra en ven, man ikke har hørt fra længe.

Jeg får en del elektroniske beskeder. Nogle af dem bliver jeg mere glad for en andre.

De bedste får jeg fra nogle af de tidligere elever fra CODEP, en teknisk skole langt ude på landet i Tamil Nadu.

Skolen er for fattige, kasteløse drenge. Deres forældre er daglejere, og de kommer fra de absolut laveste lag i samfundet. De drenge, der er heldige nok til at komme ind på skolen, får en håndværkeruddannelse som mekaniker, maskinarbejder eller svejser.

Uddannelse betyder, at de kan få en meget bedre tilværelse, end deres forældre nogen sinde kunne have drømt om.

I perioden fra 2009 til 2015 tilbragte Jette og jeg ufattelig meget tid på skolen, og vi kom til at kende mange af eleverne ret godt. Så godt, at de stadig skriver til os, selv om de kan meget lidt engelsk.

Drenge på CODEP ITI. — Sådan så nogle af mine pennevenner ud, da jeg mødte dem på den tekniske skole i Tamil Nadu.

Her er et typisk eksempel fra et par dage før vi tog tilbage til Indien:

– Good morning Sir

– How ar u

– Have breakfast

– Good morning. How ar u

Mig tre timer senere klokken 7.30: Good morning. I am fine. How are you? I just got up. It’s early morning here.

– Good night Sir

Så er dagen skudt godt i gang.

Sådan får man internet i Indien

Der er ingen, der har sagt, det skal være nemt. Så vi var glade, da vi endelig fik internet i huset. Men man skal ikke glæde sig for tidligt.

Vi har været i Danmark i næsten to år på grund af corona. Et eller andet sted i løbet af de to år var vores indiske internetforbindelse blevet lukket.

Nu er det ikke første gang, at noget er holdt op med at virke, når vi har været væk fra Indien. Derfor vidste vi også, at vi skulle være ude i god tid, hvis vi skulle gøre os håb om, at nettet virkede, når vi kom tilbage til Indien.

Så tre uger før vi rejste hjemmefra, skrev vi den første mail til vores internetleverandør. Her forklarede vi, at vi gerne ville have vores forbindelse aktiveret igen, så der var net, når vi ankom den 24. januar.

Vi skrev også til vores nabo og gav hende fuldmagt til at handle på vores vegne. Det gjorde vi i håb om, at hun så kunne skubbe på processen.

Det gjorde hun også. Hun ringede og skrev adskillige gange til internetselskabet, og vi fik hele tiden kopier af korrespondancen og referater af telefonsamtaler og begivenheder.

Intet net

Fire gange kom der folk fra internetfirmaet ud til vores hus. Hver gang fastslog de, at de ikke kunne trække et kabel til huset, fordi de manglede tilladelse fra de grundejere, hvis grunde kablet skulle trækkes hen over.

Her må jeg nok forklare, at det der med at trække fysiske kabler er måden, det foregår på. Så når vi skal have et fiberkabel til vores hus, bliver det bundet op i træer, pæle, hushjørner og hvad der ellers er til rådighed på vejen fra det nærmeste sted, hvor der allerede er trukket fiber. De svævende kabler er årsagen til, at grundejerne skal give lov til, at der bliver trukket kabler hen over deres grund.

Fibernet på taget — Fiberkablet bliver trukket mellem træerne, og er her ankommet il vores hus.

Det korte af det lang er, at der ikke var internet, da vi ankom.

To forbindelser?

Nu fulgte et par dage med ret stor forvirring.

Vores nabo talte med internetselskabet. Det samme gjorde manden, der ejer vores hus. Selv havde vi også forbindelse med selskabet både på telefon og What’sApp.

Det førte til, at vi lige pludselig var ved at få to forbindelser, og det tog noget tid at få de efterhånden mange involverede overbevist om, at vi kun skulle have en forbindelse.

Montørerne fra internetselskabet skulle være kommet sidst på eftermiddagen onsdag. Det gjorde de ikke. Vi fik dog besked om, at de ville komme torsdag morgen. Det var fordi vores husejer og -udlejer, hr. Baby, greb ind. Det hedder han faktisk,

mand og sovende hund. — Hunden Jimmity hjælper mig med at vente på montørerne fra internetselskabet.

En rasende Baby

Han var rasende torsdag morgen, da internetfolkene ikke var her som aftalt. Han var så gal, at han selv kørte ud og fandt montørerne og skældte dem huden fuld. Omkring middag kom hr. Baby tilbage medbringende de to montører og et meget langt fiberkabel.

Kablet blev trukket og bundet fast til palmetræer, stolper og alt muligt andet på vejen op til vores hus. Klokken to var det hele forbundet, og vi fik besked på, at der ville gå et par timer, før internettet ville virke.

Det passede. Klokken fire var der hul igennem.

Sikke en fest.

Så røg elektriciteten

Den varede til klokken syv om aftenen. Så røg elektriciteten i hele huset sammen med forbindelsen til internettet.

Heldigvis er der en lommelygte i telefonen. Så med telefonen tændt fandt vi efter en større eftersøgning vores gamle lommelygter frem.

De har heller ikke været brugt i to år, så alle batterierne i dem var døde. Men jeg havde en fornemmelse af, at jeg havde set en pakke batterier et eller andet sted, da vi ankom til huset. Det lykkedes at finde batterierne, og vi fik også liv i to gamle lommelygter.

I skæret fra lygterne spiste vi rester fra dagen før. Mens vi spiste, brækkede jeg en kindtand. Selvfølgelig brækkede jeg en tand. Hvad manglede ellers?

Nu er det dagen efter, og vi sidder og venter på en elektriker og/eller en internetmontør.

Det er dag fem i vores syv dage lange hjemmekarantæne, og jeg glæder mig til karantænen er slut, så jeg kan komme til tandlæge.

Men det er jo småting. Helt overordnet går det fint. Solen skinner, og alt er godt.

Vejen til Indien ….

kræver gode nerver og masser af PDF-filer, men så går det også ret nemt

Vækkeuret ringede klokken 4 søndag morgenen. Vi skulle tidligt op, fordi vi skulle med flyveren til Indien klokken 9. På grund af corona skulle vi være i lufthavnen tre timer før afgang.

Og vi havde travlt.

Vi havde endnu ikke fået resultatet af den PCR-test, vi havde fået taget om fredagen, og den skulle uploades på Air Suvidha. Det er en hjemmeside, de indiske sundhedsmyndigheder har. Her skal alle rejsende til Indien melde deres ankomst med kopi af pas, visum, coronapas, flynummer, sædenummer og alt muligt.

Plus resultatet af en PCR-test, som ikke er mere end 72 timer gammel.

Og inden man kan komme ombord i flyet, skal man have modtaget en kvittering fra Air Suvidha, der siger, at man kan rejse ind i Indien.

Vi havde ikke noget som helst, og nu var gode råd ved at være dyre.

Vi havde hverken fået sms eller mail med testresultater, så for en sikkerheds skyld tjekkede vi sundhed.dk, og omkring klokken 4:30 fandt vi resultaterne af vores test. Som ventet var de negative.

Kun PDF-filer

Så gik jeg i gang med at taste alle de ønskede oplysninger ind på Air Suvidhas hjemmeside. Ingen af vores dokumenter måtte fylde mere end 1 MB. Og det måtte kun være PDF-filer.

Vi kunne klare kravet om størrelse, men ikke at det skulle være PDF.

Efter noget panik fandt jeg ud af, at man kan få et gratis prøveabonnement på Adobe, som kan konvertere hvad som helst til PDF. Bagefter fandt jeg også ud af, hvordan man kan gemme og ikke mindst finde sine PDF-filer igen.

Da alt var konverteret, og alle mulige oplysninger var lagt ind i systemet, var klokken næsten 6. Så var det på med overtøj, halstørklæde og handsker og ud ad døren i huset ved Utterslev Mose, hvor vi overnattede. Jeg skulle ud at finde en bil fra Green Mobility i nærheden. Sådan en delebil havde jeg for første gang prøvet at køre i dagen før.

Resten var nemt nok

Jeg fandt bilen, og lidt før klokken 7 stod vi klar til at tjekke ind i Kastrup. Få minutter før havde jeg fået den nødvendige mail fra Air Suvidha om, at vi godt kunne komme ind i Indien.

Det var kun vores visa, der gav anledning til en vis bekymring hos damen ved skranken. Hun ringede flere steder hen og fortalte om vores visa og spurgte, om de mon kunne accepteres. Det endte med, at der kom en overordnet og sagde, at vores visa var gode nok.

Resten gik nemt nok.

Der var masser af plads fra København til Doha, hvor vi ventede et par timer. Der var ingen kontrol af nogen art. Til gengæld var flyet til Trivandrum i Indien fyldt til sidste plads. Langt hovedparten var indere på vej hjem. Vi var kun en lille håndfuld udlændinge.

Vi landede planmæssigt klokken 02.15 mandag morgen. Der er fire en halv times tidsforskel, så for os var klokken kun kvart i tid om aftenen, så vi var stadig i ret fin stand.

Solnedgang over træerne. — Farver på himlen. Det er fra solnedgang den første dag i huset.

Den hurtige løsning

Vi udlændinge fik besked om at blive i flyet til alle inderne var stået af. Så fik vi også lov til gå ud og stå i en kø, hvor vi skulle vise pas, visum osv.

Vi blev nu vist hen til en mand, som kontrollerede vores coronapas og PCR-test. Her fik vi et stykke papir, og så blev vi vist hen til en ny test. Vi kunne betale cirka 45 kroner og venter flere timer på resultatet. Eller vi kunne betale 240 kroner og få resultatet på mindre end 20 minutter.

Vi valgte den dyre og hurtige løsning.

Testen viste sig at være en almindelig kviktest med en pind op i næsen.

Videre gik turen til immigration, hvor der for første gang i mit liv ikke var kø. Embedsmanden ved skranken var noget skeptisk ved mit forretningsvisum. Men da jeg gav ham mit visitkort, hvor der står, at jeg er CEO, eller administrerende direktør, i H&J Info Tours and Resorts Pvt. Ltd., var der ingen problemer. Heller ikke for Jette.

Næste stop var bagagebåndet, hvor vore to kufferter kørte rundt i ensom majestæt. Al anden bagage var taget. Det har jeg heller aldrig oplevet før.

Vi stod lige ved siden af en hæveautomat, så vi benyttede lejligheden til at hæve nogle indiske penge.

Velkommen til Indien

Tæt på udgangen blev vi stoppet af en mand, som viste os hen til det sted, hvor vi fik resultatet af kviktesten og betalte for den. Vi gik tilbage til manden ved udgangen, som kiggede på testresultaterne, og så måtte vi gerne tage hjem til syv dages isolation i vores hus.

Som sædvanligt tog vi en pre-paid taxa. Det vil sige, at prisen er fastsat på forhånd, så der ikke bliver diskussion om prisen, når man når frem. I det her tilfælde var prisen 60 kr.

Da vi kørte ud fra lufthavnen, undrede vi os over, om der var kommet en ny vej, mens vi havde været i Danmark.

Det var der ikke.

Chaufføren kørte bare mod ensretningen for at komme hurtigere ud på hovedvejen.

Velkommen til Indien.

Et palmetræ med fugl. — Til venstre i træet foran vores hus sidder en sort glente og hviler sig.

Til højre ret

Vi blev kørt så tæt på vores hus som muligt, og så måtte vi slæbe kufferterne det sidste stykke ad stierne ned til vores hus, for der er ingen vej det sidste stykke.

Det var en glædelig overraskelse at komme ind i huset. Alt var flunkende rent, og overalt lå det hele til højre ret. Det har aldrig været så fint, mens vi har været i huset.

Det er vores nabo, der ser efter huset, som havde gjort klar til vores ankomst. Hun havde også købt ind, så vi kunne klare os de første dage. Hun kender os næsten bedre, end vi selv gør. Alt, hvad vi kunne ønske os, var købt. Der var endda småkager!

Og huset var i meget bedre stand end frygtet. Myggenettene var for eksempel ikke rustet væk, som vi havde fået at vide, og vores tøj er ikke så slemt medtaget af møl og andre dyr, som vi havde regnet med.

Klokken lidt over 5 var vi i seng.

Nu kan Indien bare komme an.

Ingen forbindelsen til omverdenen

Da jeg kom tilbage til Indien midt i oktober 2018, fandt jeg ud af, at mit indiske telefonnummer ikke virkede mere. Det tog to uger og en ret ihærdig indsats at få gang i telefonen igen.

Jeg har haft det samme indiske telefonnummer i mere end10 år, og det har altid fungeret uden de helt store problemer. Bevares, der har været småting undervejs. For eksempel at telefonen ikke virkede, når jeg befandt i en anden stat end Kerala. Men det var kun detaljer.

Mit telefonabonnement har altid været forudbetalt. Det hedder prepaid her i Indien. Men sidste år kom der nye regler på teleområdet. Det betød, at man som udlænding kun kunne have et indisk telefonnummer i nogle få måneder. Når den tid var gået, ville forbindelsen blive afbrudt.

Så enten skulle jeg til at have et nyt telefonnummer hver tredje måned, eller også skulle jeg have et såkaldt postpaid abonnement. Det vil sige, at jeg hver måned skal betale for det forbrug, jeg har haft.

Det lyder jo nemt nok.

Men det var det ikke.

Styr på det

Jeg aflagde adskillige besøg hos mit telefonselskab, som ikke kendte meget til reglerne for udlændinge, som ville have et postpaid abonnement. Men efterhånden fik vi styr på det.

Jeg skrev ansøgninger, afleverede pasfotos, skrev under, stemplede her og der, medbragte kopier af pas og visum, og omsider fik jeg et nyt SIM kort, og alt skulle være godt.

Det var det bare ikke.

Efter et stykke tid kunne jeg ringe fra min telefon, men hele datasiden virkede ikke.

Efter at have tilbragt flere dage på teleselskabets kontor i Trivandrum i selskab med diverse teknikere kom jeg tilfældigt i kontakt med en mand fra et andet teleselskab. Han lovede mig, at alt ville komme til at virke, hvis jeg bare flyttede mit abonnement over til hans selskab.

Nye ansøgninger

Så jeg gik i gang med at udfylde nye ansøgninger, skrive under, aflevere pasbilleder, stemple her og der, få lavet nye kopier af pas og visum, køre frem og tilbage til nye kontorer.

Det endte da også med, at jeg fik et nyt SIM kort til det nye selskab, men det virkede overhovedet ikke.

Så begyndte jeg at få hjemmebesøg af en hr. Higgings fra det nye teleskab. Han fandt ud af, at mit gamle teleselskab ikke ville frigive mig, fordi jeg havde en ubetalt regning.

Betales over telefonen

Den kunne kun betales over telefonen, og det kunne jeg ikke, fordi data-delen på min telefon ikke virkede.

Til sidst gik jeg ind på et af selskabets kontorer og betalte regningen kontant. Men det tæller ikke, for pengene bliver kun registreret som modtaget, hvis de er betalt via telefonen.

Det gav en del arbejde til både hr. Higgings og mig, men omsider blev mit nummer flyttet over til det nye selskab, og så skulle alting være godt.

Det var det bare ikke.

Abonnement på pause

Nu var der nemlig gået så lang tid, at jeg skulle rejse tilbage til Danmark i løbet af få dage. Jeg mente ikke, der var grund til at betale for seks måneders abonnement, når jeg ikke var i Indien, og jeg heller ikke skulle bruge mit indiske telefonnummer.

Så jeg ville gerne have mit abonnement sat på pause i et halvt år. Det bliver kaldt for safe custody her i Indien. Det kræver selvfølgelig også en del papirarbejde.

Det kunne bare ikke lade sig gøre at blive sat på pause, når jeg kun havde været kunde i det nye selskab i nogle få dage.

Enden på det hele blev, at jeg skulle betale for en måned, og så ville mit abonnement blive sat på pause.

Fint.

Ingen spekulationer

Jeg rejste glad til Danmark, og det næste halve år spekulerede jeg ikke på min indiske telefon et øjeblik. Først en uges tid før jeg rejste tilbage til Indien, skrev jeg til hr. Higgings og det nye teleselskab, at jeg gerne ville have mit abonnmement aktiveret igen fra den og den dato.

Jeg fik så en mail, der forklarede, at det desværre ikke kunne lade sig gøre.

Abonnementet er ophævet

Af en eller anden grund havde en eller anden fundet på, at ophæve mit safe custody, da der var gået tre måneder.

Da jeg ikke havde anvendt telefonen inden for syv dage efter, safe custody var blevet ophævet, var mit abonnement blevet annulleret. Desuden var mit telefonnummer ført tilbage til mit gamle teleselskab, som var den oprindelige ejer af nummeret.

Det ville nok tage et par dage at få ordnet alt papirarbejdet, men det hele skulle nok virke, når jeg landede i Indien.

Det gjorde det nu ikke.

Uanset hvad jeg gjorde, så var telefonen helt død.

Jeg skal ikke trætte dig med alle detaljerne.

15 dage

Det tog præcis 15 dage at få gang i telefonen igen, og det indebar hjemmebesøg af hr. Higgings, genbesøg af mig på teleselskabets kontor, ansøgninger, underskrifter, pasfotos, stempler her og der, kopier af dettte og hint, uforståelige forklaringer og endnu mere uforståelige regninger, som var opstået, mens telefonen havde været afbrudt plus en række andre mærkværdigheder.

Men nu virker telefonen igen, jeg er atter kunde hos det første teleskab, og jeg er tilbage med et forudbetalt abonnement.

Som en ekstra gevinst kan jeg nu ikke længere ringe til udlandet, men det kan efter sigende løses ved, at jeg tilkøber et ekstra-ekstra forudbetalt abonnement.

Tre måneders karantæne

Men for at beholde mit indiske telefonnummer skal jeg jo have såkaldt postpaid abonnement, hvor jeg betaler bagud efter forbrug. Så efter en tre måneders karantæneperiode, hvor jeg er tvunget til at være kunde hos det gamle teleselskab, skal mit nummer og abonnement flyttes over til det nye selskab hos hr. Higgings. Han er i øvrigt glad, for hele forløbet har efter hans mening vist, at mit gamle teleskab yder en endnu dårligere service end det selskab, han arbejder for.

Men inden jeg kan skifte til hr. Higgings selskab igen, skal jeg lige have skrevet nogle ansøgninger, skrive under, aflevere pasfotos samt kopier af pas og visum, stemple her og der, betale forskellige mærkelige regninger og den slags.

Men det skal garanteret nok komme til at virke. Det lover hr. Higgings.

Don’t worry.

Mens vi venter på nyt komfur

De sidste uger har vores 10 år gamle gaskomfur gradvist opgivet ånden. Eller sagt på en anden måde: gassen gik af ballonen.

Første tegn på dødskampen var en kraftig lugt af gas i køkkenet, når komfuret ikke blev brugt. Det var ikke så slemt. Vi lukkede bare for ventilen til gasflasken, når komfuret ikke var i brug.

Så begyndte det også at lugte, selv om vi havde lukket ventilen. Så gik vi over til at koble flaskegassen helt fra, når vi ikke havde gang i komfuret. Vi mente nu stadigt, der nu og da var en tung lugt af gas i køkkenet. Men det var nok indbildning.

Vores gamle komfur. — Sådan så det døende komfur ud.

Næsten ikke til at rokke

Så gav først den ene knap til et af blussene op, og kort tid efter holdt en anden også op med at virke. De sad fast og var ikke til at rokke. Eller næsten ikke til at rokke, for det lykkedes mig at knække dem begge to af i mine forsøg på at få åbnet for gassen.

Jeg skal ikke kede med alle detaljerne, men nøjes med at fortælle, at vi havde besøg af indtil flere gaskomfurmekanikere.

Eksplosionsfare

De opgav alle sammen at få repareret komfuret. En ville ikke røre ved det, fordi han repræsenterede et andet komfurmærke. En anden sagde, at vi skulle smide det ud i en fart, for det kunne eksplodere, hvad øjeblik det skulle være.

De andre var ikke heller særligt opmuntrende.

Indiske ovne

Så en torsdag tog vi ind til Trivandrum og så på nye komfurer.

En af vores indiske venner havde indskærpet, at vi under ingen omstændigheder måtte investere i en indisk ovn. Efter hendes mening kunne vi lige så godt begå selvmord.

På trods af hendes advarsler så vi nu alligevel på indiske komfurer.

Masser af personale

Det gjorde vi blandt andet i en af de førende forretninger inden for hårde hvidevarer i Trivandrum.

Som sædvanligt var det ikke til at komme til for ekspedienter. Indiske forretninger beskæftiger utrolige mængder af personale. Nogle steder er der så mange ansatte, at det næsten er umuligt at købe noget. Man kan ganske enkelt ikke nå frem til varerne for personale, der gemmer sig mellem hylderne.

Et fint komfur i blankpoleret stål. — Et fint nyt komfur er på plads i vores køkken.

Nå, men her blev vi betjent af en meget venlig dame, som lovpriste det indiske komfur i høje toner.

Vi vil se ovnen indvendig

Hvorfor vi ville se, hvor stor ovnen var, forstod den venlige dame ikke. Almindelige indere har ikke en ovn, og jeg tror ikke, de aner, hvad man bruger den til. De laver alting på gasblus. Damen var heller ikke helt fortrolig med komfurer med indbygget ovn.

Til sidst fik vi hende overbevist om, at vi gerne ville se det indvendige af ovnen, inden vi besluttede, om vi ville købe komfuret. Men ovnen lod sig ikke åbne, uanset hvad vi fandt på.

Damen hev så sin mobiltelefon frem og ringede til en eller anden. Et øjeblik efter kunne hun fortælle, at der ville komme en tekniker og åbne ovnen.

Der kommer en tekniker

Hun blev stående ved komfuret, og det gjorde vi også. Efter nogen tid gik vi et par runder i forretningen og så på, hvad de ellers havde af spændende ting.

Da der var gået næsten en halv time, havde vi set alt, hvad der var at se, og vi var begge kommet tilbage til komfuret og damen. Teknikeren var der ingen spor af, så til sidst spurgte jeg damen, om hun vidste, hvornår teknikeren ville komme.

“Han kommer på mandag”, lød svaret.

For længe at vente

Så gik vi. Det er lang tid at vente fra torsdag eftermiddag til mandag. Selv i Indien.

Det endte med, at vi købte et nyt komfur et andet sted. Det kommer fra Italien.

Nu lugter der ikke af gas i køkkenet, men den nye ovn er noget af en skuffelse i forhold til den gamle, som nu er sendt til skrot. Ovnen bliver ikke så varm, som vi er vant til.

Nu må vi vente og se, om vi ikke kan vænne os til den nye ovn og de lavere temperaturer. Det er ikke nemt at bage brød eller andre ting i oven, når man bor i Indien.

Fængselsvelfærd

Der har været afholdt en såkaldt velfærdsuge for fængsler i Trivandrum, hovedstaden i Kerala. Og det kunne danske fængsler og deres indsatte måske godt lære noget af.

For eksempel vil fængslerne forsøge at skaffe senge til fangerne. Nu vokser træerne ikke ind i himmelen, så bestræbelserne går først og fremmest ud på at skaffe senge til gamle og syge fanger.

Det fremgik af den tale, som director general of Prisons and Correctional Servises fru R. Sreelekha holdt i forbindelse med festlighederne i centralfængslet i Trivandrum den 30. november.

Fængselsambulance

Begivenheden er fyldigt omtalt i The Hindu den 1. december 2017.

Artiklen om fængsler — Artiklen om velfærdsugen for fængsler i The Hindu den 1. december 2017.

Centralfængslet fik blandt andet foræret en ambulance, så syge fanger kan blive kørt på hospitalet, hvis det måtte blive nødvendigt. Ambulancen er en gave fra en lokal politiker, som selv har været fængslet under undtagelsestilstanden under Indira Gandhi. Blandt andet i centralfængslet i Trivandrum.

Åndelig og social udvikling

I sin tale fortalte han, at tiden i fængslet havde givet ham tid til at læse bøger. Han anbefalede fangerne at gøre det samme. Læsning vil give de fængslede mulighed for at udvikle sig personligt, socialt og åndeligt. Det vil alt sammen hjælpe med at gøre dem til nyttige samfundsborgere til glæde for deres familier og samfundet i almindelighed.

Kørekort og briller

Det står ikke helt klart, om det har sammenhæng med anbefalingerne om at læse, men 38 fanger fik udleveret briller, som var sponseret af Lions Club. 22 andre fanger fik udleveret kørekort, efter de havde bestået køreprøven i fængslet.

Fiskeopdræt

Desuden blev der indviet et projekt for fiskeopdræt i en dam på fængslets område. Projektet forventes at kunne give nogle af fangerne nyttig erhvervserfaring, så de kan tjene penge på ærlig vis, når de bliver løsladt.

En stor fisk på MC. — Der er ingen billeder fra fængslets fiskedam, men her er en fisk på motorcykel.

Festlighederne i forbindelse med velfærdsugen omfattede desuden musik, magi, diskussioner, film, teaterforstillinger og meget mere.

Det lokale villakvarter

Inderne kan godt lide farver, og de vil helst have godt med knald på kulørerne. Faktisk så meget, at jeg tror, adskillige formænd for danske grundejerforeninger ville få et nervøst sammenbrud, hvis de så, hvordan indiske huse bliver malet.

Et hus holdt i turkis. — Vi starter i den afdæmpede afdeling.

Nu er du forberedt på, at der er andre farvemuligheder end dem, vi er vant til fra de danske villaveje.

Ingen hus uden en gedigen havelåge. — Vi starter med at have havelågen i fokus.

Vi kan prøve at se huset fra en anden vinkel.

Vi ser huset fra en anden vinkel. — Det er et nyt hus, og et af de største i området.

Og så kan vi prøve at vende opmærksomheden mod et hus, som man ikke kan undgå at få øje på.

Et hus i grønt. — Inspiration til danske husejere.

Men der ingen grund til at holde sig til en enkelt farve. Se bare her:

Et hus, der er malet efter diagonalen på facaden. — Man kan godt bruge flere farve.

Og endeligt et hus i en af de mest foretrukne kulører her i kvarteret.

Et hus, der ikke er til at overse. — Et meget populært farvevalg.

Jeg har fotograferet husene på min morgentur rundt i kvarteret. De ligger alle inden for et område af cirka 300 meter.

Når vandhanen drypper, kan man måske få den udskiftet med en ny

Langt om længe har vi fået en ny udendørs vandhane.

Som så mange andre har vi en vandhane udenfor. Det er praktisk, når man skal vande blomster, skylle sand af fødderne og den slags.

Men vi har længe været træt af vores vandhane. Den har dryppet i flere år. Det drejer sig om cirka to dryp i sekundet.

Det kunne jo være ret ligegyldigt. Men hele området har været plaget af vandmangel i flere år, så det var kostbare dråber, der gik tabt. Derfor har vi altid haft en spand stående under den dryppende vandhane, så vandet ikke bare forsvinder.

Det larmer

Til gengæld larmer det ret meget, når det drypper ned i spanden. Faktisk så meget, at vi var ved at blive vanvittige, når vi sad uden for om aftenen.

Nu har vi omsider fået en stabil vandforsyning, så det er ikke længere nødvendigt at opsamle vandet fra den dryppende vandhane.

Men vi har ikke helt kunnet få vores meget hjælpsomme naboer med på ideen. Så de stiller pligtskyldig spanden ind under den dryppende vandhane, hver gang de går forbi.

Og det larmer som sagt ad helvede til.

Ingen handymænd

Du spørger måske, hvorfor vi ikke bare har fået repareret eller udskiftet den dryppende vandhane for længe siden?

Så må jeg forklare, at her i Indien er der ikke tradition for at være handymand eller gøre det selv. Når man har noget, der skal laves, ringer man til en håndværker, og så er det meningen, at han skal komme og klare ærterne for en.

Det er sådan set godt nok.

Svaghederne ved systemet

Selvfølgelig er der også en række svagheder ved det system. Måske tager håndværkeren slet ikke telefonen, når man ringer. Måske er eksempelvis elektrikeren slet ikke elektriker. Han har bare en polsøger og en skævbider, og måske kan han udføre nogle opgaver inden for sit påståede fagområde – eller også kan han ikke.

I vores tilfælde skulle vi have fat i den lokale VVS-mand, som i og for sig er dygtig nok. Han tager bare aldrig telefonen. Så man kan kun få en aftale med ham, hvis man tilfældigvis møder ham.

Jeg møder ham jævnligt rundt omkring i Kovalam og omegn, og han har lavet mange ting i vores hus. Jeg har også tit bedt ham om at udskifte den dryppende vandhane udenfor.

Unødvendigt

Men det har han aldrig været villig til. Normalt kigger han på vandhanen, drejer på hanen og lukker den meget stramt, så den kun drypper lidt. Så er det ikke nødvendigt at skifte den ud, mener han.

Men forleden overraskede jeg VVS-manden på en mørk sti en aften, og jeg benyttede lejligheden til at bede ham om at komme og skifte vandhanen ud.

Inden han nåede at tænke sig om, havde han sagt ja.

Det er ikke hver dag man ser en vandhane i lyserød plast. Sådan en har vi nu uden for vores hus. — Den nye vandhane er i lyserød plast.

20 kroner alt inclusiv

Så gik der en lille uges tid. Ingen spor af VVS-manden, men så mødte jeg ham igen for et par dage siden, og jeg spurgte, hvornår han ville skifte vandhanen.

– I morgen, svarede han.

Og i går fik vi så skiftet vandhanen. Det kostede 20 kroner for vandhanen og arbejdsløn.

Nu er det til at holde ud at sidde uden for igen. Bare man ikke kan se vandhanen. Jeg har endnu ikke vænnet mig til den elegante lyserøde plastik-finish endnu.

Mere om VVS, priser og indisk humor

Man behøver ikke selv at være klar over det, når man for alvor er sjov.

Når vi nu er i gang med den lokale VVS-mand eller plumBER, som det hedder og udtales her, vil jeg benytte lejligheden til at genfortælle den eneste vittighed, jeg har haft held med her i Indien.

Dansk og indisk humor går ellers fint i spænd. Vi griner i hvert fald af det samme, når vi oplever noget underholdende i virkeligheden. Det kniber mere, når humoren bliver en anelse mere abstrakt.

Personligt er jeg for længst holdt op med at fortælle vittigheder til mine indiske bekendtskaber, for de forstår tilsyneladende aldrig pointerne.

De griner i hvert fald ikke.

Det er godt nok sjovt?

Men til sagen:

Jeg havde besøg at vores husvært, hr. Baby. Han var her for at kontrollere noget arbejde, som nogle malere var i gang med på huset.

Hr. Baby og jeg talte blandt andet om plumBEREN, som vi begge forgæves havde forsøgt at få fat på. Vi var også en tur omkring hans priser.

Her fik jeg så sagt, at hans hjælp var så dyr, at det koster 300 rupees bare at sige goddag til ham.

Her gik hr. Baby i opløsning af grin. Jeg opfattede det sådan, at jeg åbenbart havde sagt noget virkelig morsomt.

Da han fik styr på sig selv igen, genfortalte han straks historien til malerne, som blev nødt til at holde pause med maleriet for at få grinet igennem.

Det er som sagt den eneste gang, jeg har haft succes med at fortælle en vits i Indien. Og jeg var ikke en gang klar over, at jeg sagde noget sjovt.

Eksamensresultater, billigt fitness-udstyr og elektroniske stemmemaskiner

Indiske aviser er fyldt med historier og annoncer, som kan få en dansk avislæser til at spærre øjnene op. Her er nogle eksempler fra dagens udgave af The Hindu.

Hidtil har det været strafbart at begå selvmord i Indien. Men nu har det indiske parlament enstemmigt vedtaget en lov, The Mental Healthcare Bill, som afkriminaliserer selvmord.

Ifølge den nye lov skal man for fremtiden tage som udgangspunkt, at selvmordskandidater lider af alvorlig stress, og de skal derfor ikke straffes. Desuden skal selvmordstruede tilbydes hjælp og rådgivning.

Artiklen fra The Hindu — Ny lov afkriminaliserer selvmord.

Som noget helt særligt strakte debatten om den nye lov sig over fem timer. Uden afbrydelser eller aktioner af politisk art. Det er ikke hverdagskost her i landet.

Eksamensforberedelser

Den største annonce på forsiden er for en skole, der tilbyder forberedelseskurser for studerende, der håber at bestå Civil Services Exam 2018.

Prøven giver adgang til de højeste embeder i den indiske administration. I år bestod 44 af skolens elever adgangseksamen til den meget eftertragtede uddannelse inden for det offentlige, og det er værd at reklamere med. I hvert ser man den slags annoncer stort set dagligt.

Myg og must have

Andre steder er der annoncer for fitness-udstyr. Det sælges fra kooperative forretninger, som sælger udstyret uden fortjeneste.

En annonce blog fra The Hindu — ET lille udpluk af annoncer fra avisen.

Der er som altid adskillige annoncer for myggenet, som er en nødvendighed de fleste steder, hvis man ikke vil agere blodbank for de lokale myg. De huserer normalt en times tid hver morgen og aften, når solen står op og går ned.

Så er der en Must Have for a Safe Home. Det er en lille to trins-stige, som er ekstraordinær anvendelig i det daglige. Prisen er omkring 250 kr.

Flødeis eller ej

Endelig er der en helsidesannonce fra en producent af flødeis. Annoncen gør opmærksomt på, at der er forskel på flødeis og det, der her sælges som frossen dessert, som er is fremstillet af planteolie.

Annoncøren understreger, at deres produkt er rigtig flødeis fremstillet af ægte komælk.

Flydende kørestor

I Goa kan handicapede bade i en flydende kørestol. — Den flydende kørestol bliver afprøvet i Goa.

Der er en historie om en flydende kørestol, som gør det muligt for kørestolsbrugere at nyde et rigtigt havbad i Goa.

Frikendt for voldtægt

En anden artikel fortæller, at en mand i New Delhi er blevet frikendt for voldtægt. Han var blevet anmeldt af en kvinde, som manden havde lovet ægteskab.

Kvinde var gammel nok til at vide, hvad der foregik. — Frikendt.

Af dommen fremgår det, at fakta og omstændigheder viser, at det fysiske forhold mellem manden og kvinden var sket i gensidig forståelse, og da forholdet havde stået på i adskillige år, kunne man ikke påstå, at der var tale om voldtægt. Kvinden havde deltaget frivilligt, og hun var moden nok til at forstå, hvad der foregik, påpeger dommen.

Undervejs blev kvinden gravid to gange og fik to aborter. Forholdet gik i vasken, fordi mandens familie ikke ville acceptere, at han giftede sig med kvinden, og det er altså ikke strafbart.

Gode undskyldninger

Der har lige været valg i flere delstater, og som sædvanlig har de tabende partier mange gode undskyldninger om, hvorfor de tabte.

Tidligere var normalt valgkommissionen, der fik skylden af de tabende partier.

Stemmemaskiner

Nu er de elektroniske maskiner til stemmeafgivelse, der ofte er årsag til tilbagegangen i stemmetallet. Mærkeligt nok er det altid det vindende parti eller den vindende kandidats egne fortjeneste, der gør, at de har vundet.

Klagerne over maskinerne går som regel på, at en stor del af et bestemt partis stemmer bliver overført til et af de andre partier, og det er forklaringen på det pågældende partis helt overraskende og uventede tilbagegang.

Det er bare et udpluk fra dagens avis. Der er både mere mærkelige historier og meget seriøse artikler om emner, som kan være vanskeligt at forstå i en dansk sammenhæng.

Jeg kan kun anbefale de indiske aviser, hvis man vil forsøge at forstå bare lidt af det, der foregår i det her stærkt forunderlige land.

Verdens største kvindefestival og ekstrem god mekanikerservice

I dag er det Pongala, høstfest, en højtid som i Trivandrum bliver fejret af flere millioner kvinder, der alle laver mad over åben ild.

Damer i lange baner koger ris. — Alle gaderne i centrum af Trivandrum er fyldt med kvinder i anledning af Pongala.

I dag har vi været inde i Trivandrum for at se på verdens største kvindefestival. Op mod tre millioner kvinder deltager i festlighederne, og hele byen er på benene for at sikre, at alting forløber så gnidningsfrit som muligt.

Trivandrum er en by på størrelse med København, så der er trængsel, når der skal være plads til tre millioner gæster. Der er kvinder overalt. Gade op og gade ned sidder de skulder ved skulder for at koge en særlig risret som et offer til gudinden Devi.

Tre mursten og en lerpotte

Hver kvinde har tre mursten som ildsted. Oven på på det lille ildsted har de hver især placeret en gryde eller lerpotte, og ved siden af ligger visne palmeblade parat, når der skal fyres op under gryderne.

Der fyres op under gryden. — Hver kvinde har et ildsted bestående af tre mursten og en lerpotte.

Med ca. 50 meters mellemrum er der store højttalere, som transmitterer, hvad der sker i byens store tempel, hvor den hellige ild bliver antændt. I år skete det klokken 10.45.

Motorcykler kommer med ilden

Et par minutter senere kommer de første motorcykler drønende med brændende palmegrene. De stopper meget kortvarigt, så hjælpere kan få tændt deres palmegrene. Et øjeblik senere er der tændt op under tre millioner gryder, og røgen fra de mange små bål får hurtigt øjnene til at løbe i vand. Alt står i et tåget slør den næste times tid.

En motrcykel fungerer som brandsprøjte. — Ilden fra templet bliver fordelt fra motorcykler. Brandvæsnet er også på motorcykel.

Bålene bliver først slukket, når alle gryderne er kogt over, og så kan man efterhånden begynde at trække vejret normalt igen.

Det skal koge over

Pongala betyder bogstavelig talt at koge over. Og det, der skal koge over, er en ret lavet af ris, banan, kokos , nødder, rosiner og palmesukker. Det, der koger over, betragtes som en symbolsk offergave til gudinden Devi.

Dame i hvidt holder øje med med ilden. — Der bliver holdt øje med ilden under gryderne i den smeltende hede.

Lidt senere bliver de frembragte retter velsignet af en hær af præster. Bagefter bliver den velsignede mad taget med hjem og delt ud til familie og venner, som derved også får del i velsignelserne. Det hele foregår i stegende hede.

Ondt i kinderne

Da vi syntes, vi havde fået røg og indtryk nok, spadserede vi et par km tilbage til omfartsvejen rundt om Trivandrum, hvor vi havde stillet motorcyklen.

Alle steder kan man få gratis mad, saftevand og vand, og folk er utrolig glade for at se udlændinge, der deltager i festlighederne.

Hele byen deltager i bespisningen af de mange gæster til Pongala. — Damer står i kø for at få gratis frokost til Pongala.

Folk er så venlige, at man bliver helt udmattet i kinderne af at smile tilbage til folk.

Motorcykel opgiver ånden

Da vi nåede tilbage til motorcyklen, kørte vi de små 15 km hen til en grafiker, der har lavet nye visitkort og brevpapir til os.

I samme øjeblik vi blinkede af for at dreje ind i den gade, hvor grafikeren bor, døde motorcyklen.

Den var helt død. Intet virkede, og det var mildest talt et uheldigt tidspunkt, at motorcyklen opgav ånden.

I morgen tidlig skal jeg køre til Bangalore for at møde nogle mennesker, der skal med på motorcykeltur rundt i Indien i to uger.

Så gode råd var dyre.

Om 20 minutter

Jeg gik op til grafikeren, som fortalte, at det nok ville være svært at få fat på en mekaniker, fordi det er helligdag i dag. Jeg ringede alligevel til min nye mekaniker, som lige har haft motorcyklen til service for et par dage siden.

Han tog heldigvis telefonen. Og jeg fik at vide, at han ville komme om 20 minutter.

Alt det – ingen regning

Og 20 minutter senere holdt mekanikeren nede på gaden på sin scooter. Et kvarter efter var motorcyklen køreklar igen.

Jeg syntes, det var fantastisk, at han på en helligdag var kørt 20 km og havde fikset alle problemerne med det samme, og så ville han ikke engang have noget for det. Jeg skulle bare betale benzinen.

Det er da service, der vil noget på en højhellig Pongala-dag.

Så i morgen tidlig går turen til Bangalore som planlagt takket være en helt usædvanlig serviceminded mekaniker, som har fået en ny fast kunde.

De danser med spyd
gennem kinderne

Jettes indtryk fra mødet med Tai Pusam, hvor mænd danser rundt med lange spyd gennem kinderne

Trods de nu ni år vi har været her i Indien, bliver vi stort set hver dag overrasket på den ene eller anden måde over dette forunderlige sted.
Vi har tit talt om, at vi gerne ville se nogle af de fester, der er i februar måned, hvor hinduerne fejrer krigsguden Murugan.

Und inder dansker med spyd gennem kinderne. — De unge mænd er fuldstændig i ekstase, når de danser med spyd gennem kinderne.

Religiøs ekstase

Helge har tidligere set dele af festlighederne i en nærliggende landsby, da han ved et tilfælde stødte på en masse hinduer i religiøs ekstase.
Festen, der kaldes Tai Pusam, er forbundet med tilbedelse af den hinduistiske krigsgud, Karttikeya, som også kaldes Murugan.
Det at tilbede guder eller bevægelser ved at vise afsavn/udsætte sig for prøvelser/smerte er jo noget, der på en eller anden måde er urmenneskets forsøg på at skabe orden i verden.

Fascinerende og afskyeligt

Når jeg læser om hinduernes guder, så ligner det både vores nordiske myter om Odin og Thor og andre religioners måde at tilbede guderne ved at udsætte sig selv for ekstrem smerte og afsavn. Det findes i kristendommen, islam, hinduismen og givetvis i mange andre religioner eller som optagelsesritualer i forskellige grupper.
Jeg synes, det er fascinerende og afskyeligt på samme tid, og jeg tænkte, at det måtte vi se i Indien.

Om Murugan

Nå, men her er lige lidt om guden Murugan, og hvordan historien bl.a. forklares.
Nu er vi jo i Indien, og derfor er den forklaring, jeg skriver her, bestemt ikke den eneste. Her er frit valg på alle hylder, og hvis man mener, den her udgave ikke er helt rigtig, så er der andre, som fluks kommer med en anden og måske mere spiselig version. Men altså:
Sådan blev Hindu krigsguden Murugan født:
Da guden Shiva’s sæd var alt for stærk til, at hans hustru, Parvati, kunne modtage den, udgød Shiva sin sæd i den hellige flod Ganges. Derfor kaldes Murugan også Ganga-putra (Søn af Ganges).

Seks hoveder og 12 arme

Seks halvguders hustruer opfostrede barnet med navnet Murugan, der var født med seks hoveder og tolv arme. Shiva er altså far til barnet.
Murugan var så kraftfuld, at guderne mente, det var bedst at udslette ham, for de frygtede for deres eget liv.
Gudernes general, Indra, slyngede sin tordenkile mod Murugan, som blev ramt i siden. Ud af Murugan’s sår kom en mand, som blev kaldt Visakha (efter visana: tordenkile). Da Indra så det, blev han bange og hilste Murugan som sin overmand. Alle guderne søgte tilflugt hos Murugan, som lovede at beskytte dem.
Spyddet er Murugans våben, og treforken bæres af Kali (mørkets gud) og Shiva.

Beder om hjælp

Når folk har noget alvorligt i klemme, beder de Murugan om hjælp. De ubehageligheder og smerte, det medfører at tilbede Murugan, er ubetydelige i forhold til den hjælp, de får af guden.
Der er mange forskellige grunde til at anråbe Murugan, sygdom hos et familiemedlem, en forestående eksamen, et job m.v .

Trommer og politi

I byen, vi kørte til, forgik dansen med spyd gennem kinderne i det største vejkryds i byen.
Da vi nærmede os de mange trommelyde, var der politi, som forsøgte at få trafikken uden om festlighederne. Sammen med de unge pilgrimme med spyd gennem kinderne, bar overkrop, barfodede og iklædt lændeklæde fulgte en meget stor gruppe af unge mænd, der var en slags assistenter ved festlighederne.
I en meget reguleret række med 2-3 meters afstand stod eller svajede pilgrimme med spyd gennem kinderne.

Taktfaste trommer holder danserne på tæerne. — Deltagerne danser til rytmerne fra et hårdtslående band på trommer.

De ventede på, at de fik adgang til der, hvor de kunne give den gas. Der foregik midt i krydset, og hvor en gruppe på 6 mænd dannede et meget hårdtslående trommeorkester.

Mælk over hovedet

Danser i trance. — Danser slynger rundt spyddet, han har stukket gennem kinderne.

Nogle af deltagerne var allerede inden deres entre på dansescenen i dyb trance og havde svært ved at stå på benene. Når det var tilfældet, var der altid 4-5 unge mænd, som var klar til at holde pilgrimmene oppe ved at holde fast i deres lungi eller lændeklæde.
Nogle af de mest groggy fik en spand med mælk hældt over hovederne .
Stemningen var helt vild intens med trommer og mange farlige situationer, fordi de unge mænd kom ud af kontrol, når de svingede rundt i trance.

Forsøger at forstå

Jeg skulle passe på trafikken lige bag mig, passe på ikke at blive ramt af de dansende, og på samme tid prøve at forstå den kollektive begejstring og glæde, der var omkring det hele.

Alle spydene har en trefork i den ene ende. — En danser klar til at danse i et vejkryds i Balaramapuram.

Når en ung mand fik lov til at komme dansende ind i krydset tæt på orkesteret og tæt på vrimlen af menneske, var der hele tiden nogle, der holdt øje med, om han var ved at falde om, eller om han evt. troede, at han skulle blive der på scenen lidt for længe.
Hjælperne sneg sig ind på den dansende bagfra, og de dukkede sig for ikke at blive ramt af spyddet, hvorefter de eskorterede den unge mand væk fra scenen. Nogle blev nærmest båret ud, og en enkelt besvimede- men så fandt hjælperne en flaske vand, som de hældte i munden på manden, der lå i armene på de andre hjælpere.
Der var børn med ned til omkring 9-10 år med spyd gennem kinderne og ældre op til omkring 65 år. Jeg tror, der var omkring 100 pilgrimme, der alle var på scenen.

Langt hjemmefra

Jeg står og ser på det og tænker, hold da op, vi er godt nok langt hjemmefra. Men jeg tænker også, at det var en meget intens og livsbekræftende oplevelse. Et ritual, der går tusinder af år tilbage, og som er indlejret i en kultur, der fejrer mangfoldighed.
Utroligt at kunne få lov til at filme og være til stede.
Only in India- incredible India.

Rotter på loftet eller hvad fanden?

Forleden fortalte jeg om, at ledningerne i vores vaskemaskine var blevet bidt over af en rotte.
Det med rotten fik jeg at vide, da der kom en teknikere, som skulle reparere vores vaskemaskine lørdag aften klokken 10. Heldigvis var det omkring fem år siden, vi havde haft besøgt at rotten, som havde begået hærværk mod vores vaskemaskine.
Eller det troede jeg i det mindste. Siden er jeg desværre blevet klogere.
Lyde i natten
Allerede søndag morgen klagede Jette over, at hun havde hørt lyde fra køkkenet i løbet af natten. Der var også spist af en banan, der lå på køkkenbordet.
-Slap af. Det er bare gekkoerne, der har spist af bananen, sagde jeg.
Og så glemte vi alt om det lige til natten mellem søndag og mandag. Der kom helt klart lyde fra køkkenet, men vi kunne ikke se, at der var sket noget.
Rotter igen, Satans
Næste morgen så vi, at der var spist et pænt stykke af en hel papaya og af nogle bananer, der havde ligget i en skål på køkkenbordet. Vi var nødt til at se i øjnene, at vi igen havde rotter i huset.
Nu kom alt spiseligt i køleskabet, og vi sov relativt roligt de næste par nætter. Vi gik også ud og købte rottegift.
Vi har også et par rottefælder fra tidligere, men vi har aldrig fanget rotter i dem. Det eneste, vi har fanget, er min ene fod. Det skete, da Jette for nogle år siden havde flyttet den ene rottefælde ned på gulvet, uden at jeg havde set det.
Nu går den vilde jagt
Onsdag formiddag var Santha omsider klar til, at vi flyttede vaskemaskinen over til hende. For god ordens skyld satte jeg stikket i og tændte for vaskemaskinen, og det hele virkede, som det skulle.

Vi bærer vaskemaskinen ud. — Et øjeblik før helvede bryder løs.

Da vi hev maskinen ud fra væggen, sprang der pludselig en stor rotte ud af bunden på vaskemaskinen. Så gik det vilde jagt ellers.
Os efter rotten med koste og andre slagvåben.
Høj puls
Rotten for ind i soveværelset, hvor den forsøgte at gemme sig på hylderne mellem vores tøj. Efter et par minutter så det ud, som om der var udkæmpet et større slag i soveværelset. Tøj lå strøet ud over det hele, sengetøjet var uglet, og tilsammen havde vi tre jægere og den jagtede rotte nok en puls i nærheden af 1.000 slag i minuttet.
Til sidst lykkedes det at få rotten til at pile ud i køkkenet, hvor den forsvandt som dug for solen. Efter at have ledt alle vegne blev vi enige om, at den nok var flygtet ud ad den åbne dør.
Da pulsen var kommet lidt ned, tog vi fat i vaskemaskinen igen. Vi kunne lige så godt få den båret ud, inden vi skulle i gang med at rydde op i alt det kaos, rottejagten havde efterladt køkken og soveværelse i.
Rotten bæres ud
Vaskemaskinen er af den slags, som kaldes Top Load hos forhandlerne. Vores har et låg af tykt, gennemsigtigt plastik. Den ende løftede jeg i, mens Santha tog den anden ende. Da vi bar vaskemaskinen ud, kom jeg til at kigge ind i vaskemaskinen gennem låget.
Der sad rotten.
Den flyvende rotte
Nu var vi ude af huset, så vi fik lukket døren i en fart, og vi tog – noget tøvende – igen fat for at flytte vaskemaskinen og rotten længere væk. Men da vi løftede maskinen op, sprang den desperate rotte ud og bogstavelig talt fløj ned ad bakken og forsvandt.
Stakkels Santha var lige ved at få et hjerteslag, fordi rotten brugte hende som springbræt.
Når enden er god
Men som man siger, bare enden er god, er alting godt. Og det er den.
Rotten er flyttet, Santha har fået vaskemaskinen, pulsen er vendt tilbage til det normale, og der er stille i køkkenet om natten.
Og vi lever lykkeligt videre til vores dages ende.
Nu uden rotte.
Det håber jeg i hvert fald.

Har I rotter i vaskemaskinen?

Man kan tilbringe lørdag aften på mange måder. I går brugte vi aftenen på at få vaskemaskinen repareret.

Vi har ikke forstand på at lave vaskemaskiner. Med hjælp fra instruktionsbogen kan vi til nød finde ud af vaske på de mest almindelige programmer. Men heller ikke mere.

Vi har ikke brugt vaskemaskinen i årevis. Men nu er den blevet stor nok til at flytte hjemmefra.

Men inden den skulle ud, forsøgte vi for nogle uger siden at starte vaskemaskinen igen. Der var overhovedet ingen liv i den. Hvis den skulle genoplives, havde vi brug for professionel hjælp.

Besøg af elektrikeren

Så i de seneste uger har vi forsøgt at finde en tekniker, der havde forstand på vaskemaskiner. Men uden held.

For et par uger siden lykkedes det os at overtale en elektriker til komme forbi og se på problemet med vaskemaskinen.

Da han ankom, stak han straks sin polsøger ind i stikkontakten på væggen, hvorefter han forkyndte, at den virkede, som den skulle. Og så gik han med en besked om, at han kun beskæftiger sig med husets elektriske installationer. Ikke hvad vi måtte finde på at forbinde til de forskellige kontakter.

Ingen resultater

Så gik der noget tid med at finde nogen, der rent faktisk havde forstand på at reparere vaskemaskiner. Jeg besøgte diverse værksteder, og vores rengøringsdame ringede til alle mulige telefonnumre, jeg kom hjem med. Jeg tog endda ind til Trivandrum og besøgte forretningen, hvor vi havde købt vaskemaskinen for ni år siden.

Alt sammen uden resultat.

Nettet – selvfølgelig

Der skete først noget i går aftes. Vi havde været en tur nede på stranden for at se på solnedgangen, og vi sad og hang på verandaen, inden vi skulle have aftensmad.

Jette spurgte mig, hvad de havde sagt inde i forretningen, hvor vi havde købt vaskemaskinen.

Jeg fortalte, at de ikke solgte den slags vaskemaskiner mere. Derfor kunne de heller ikke hjælpe med at reparere dem. Men hårdt presset oplyste ekspedienten, at jeg nok kunne finde producentens servicecenter på nettet. Det havde jeg ikke fået gjort endnu.

Så sker der noget

Jette sad med sin telefon, og to minutter senere havde hun fundet et firma i Trivandrum, der reparerer vaskemaskiner. Hun skrev til dem, at vi havde en vaskemaskine, der skulle repareres.

Som kontakt opgav hun mit telefonnummer.

I løbet af de næste 10 minutter modtog jeg seks sms’er fra firmaet, og så begyndte min telefon at ringe.

Det var vaskemaskinefolkene, der kontaktede mig. Hver gang telefonen ringede, måtte jeg løbe over til naboen for at få oversat, hvad manden i den anden ende sagde.

Samme aften inden 10

Det viste sig, at en teknikere ville komme allerede samme aften – inden klokken 10. På det tidspunkt var klokken omkring 8, og det var som sagt lørdag aften.

Den næste times tid ringede telefonen med jævne mellemrum. Flere teknikere meldte, at de var på vej til vores hus, de ville vide hvordan skulle de finde frem til adressen osv.

Forvirringen var betydelig.

Min nabo havde en travl aften, mens jeg løb frem og tilbage med telefonen og fik oversat de mange beskeder frem og tilbage.

Hele nabolaget involveret

Til sidste var omtrent hele nabolaget involveret i sagen, og alle holdt udkig efter teknikeren, som efterhånden havde fået forklaret vejen til vores hus adskillige gange. Naboen mente, at han, altså teknikeren, måtte være dum, for han forstod åbenbart ingenting af, hvad der blev sagt, uanset om det blev sagt på det lokale sprog, engelsk eller dansk.

Ved halvtitiden ringede min telefon igen. Naboen var ellers gået i seng, men hun stod op og kom over til os, da hun hørte min telefon ringe.

Vi mødes ved templet

Det viste sig, at teknikeren havde været kreativ og var kørt et helt andet sted, end han havde fået besked på gennem de mange samtaler med naboen.

Nu fik han de sidste – ret spidse – anvisninger på, hvordan han skulle finde vores hus, og jeg fik naboen til at fortælle manden, at jeg nok skulle hente ham, hvis han kunne finde frem til det lokale tempel.

Det tvivlede vi efterhånden på.

Men miraklernes tid er ikke forbi. Efter en rum tid dukkede han op ved templet, hvor jeg stod og ventede med min lommelygte.

Der blev ikke udvekslet mange bemærkninger.

– Vaskemaskine?

– Ja.

Så gik vi ad stierne ned til huset, mig forrest med lygten. Teknikeren bagved med sin taske med værktøj.

Har I rotter?

Inde i huset gik han straks i gang med at skille vaskemaskinen ad, og et par minutter senere var der direkte adgang til alle maskinens elektriske dele.

Der skal meget rottegift til for at slå en rotte ihjel. — Rotten spiste ikke kun ledningerne i vaskemaskinen. Den åd også rottegift i store mængder uden at tage skade.

-Har I rotter, spurgte han og kiggede ned i rodet af ledninger. Tre af dem var bidt over.

Kun en enkelt

Jo, vi har faktisk haft en enkelt, meget standhaftig rotte for fire – fem år siden. Vi kunne høre den om natten, men vi kunne aldrig finde den. Nu viste det sig, at den i hvert fald tilbragte en del af sin fritid med at gnave ledninger over inde i vaskemaskinen.

Rottejagt i køkkenet. — To af de lokale piger hjalp mig, da vi jagtede rotten for fem år siden.

Teknikeren forbandt de forskellige ledninger, satte strøm til, og så virkede maskinen igen.

Det kostede den uhyrlige sum af 50 kr. at få lavet sin vaskemaskine hjemme på adressen klokken 10 en lørdag aften.

Okker i vandet

Vi har kun brugt vaskemaskinen et par gange, da vi lige var flyttet ind i huset for syv år siden. Dengang havde vi vand fra egen brønd, og der var okker i vandet, så alt vores vasketøj blev ødelagt at store gule plamager.

Så vi holdt op med at bruge vaskemaskinen, og vi fik vasket vores tøj et andet sted.

Naboen får vaskemaskinen

Vores nabo vasker for folk, og hendes ældgamle vaskemaskine er gået i stykker. Derfor tilbød vi hende, at hun kunne få vores. Det var på det tidspunkt, vi opdagede, at den ikke virkede.

Vaskemaskinen på vej til naboen. — Vi bærer vaskemaskinen over til Santha.

Men det gør den altså nu. Og i eftermiddag bærer vi den over Santha, som naboen hedder. Så slipper hun for at vaske alting i hånden, og vi får lidt bedre plads i køkkenet.

Tænk sig, at, at man kan få repareret sine hårde hvidevarer en lørdag aften for en flad halvtredser.

Only in India.

Hvad siger du? TV-partiet, Stjernepartiet eller Kostepartiet?

Skal vi stemme på Skabspartiet, Vandhanepartiet eller måske på Håndpartiet?

Der har lige været lokalvalg i Kerala. Det kan godt minde lidt om et kommunalvalg i Danmark. Eksempelvis er der hængt valgplakater for de lokale kandidater op alle mulige steder. Men på trods af ligheder på nogle områder, er der andre steder store forskelle.

For eksempel bruger de ikke partibogstaver som A, B eller V. I stedet er hvert enkelt parti udstyret med et symbol. Det kan være et palmetræ, en robåd eller en pil.

Symbolerne bliver brugt af hensyn til de vælgere, der ikke kan læse . På den måde har alle mulighed for at stemme på det parti, de helst vil støtte.

Jeg kan godt læse, dansk i hvert fald, men jeg har vanskeligt ved at se bag symbolerne, så i mange tilfælde har jeg ingen anelse om, hvad de enkelte partier står for. Derfor vælger jeg parti efter det symbol og de plakater, jeg bedst kan lide.

Seks stemmer i alt

Ved det forrige valg var jeg umiddelbart mest tiltrukket af Vækkeurs-partiet, men det var der ikke så mange andre, der var. Den lokale kandidat fik seks stemmer i alt.

Denne gang har jeg vaklet mellem Skabspartiet, TV-partiet og Kostepartiet. Skabspartiets kandidat er en moden dame, mens TV-partiets spidskandidat er en nydelig mand med overskæg.

Kostepartiet

Kostepartiet er den almindelig mands parti, som det hedder. Det er det parti, der er ved magten i New Delhi. Kostepartiets kandidater er kendetegnet ved, at de altid har en pølsemandshat på. Det har de for at understrege, hvor almindelige de er. Her i det sydlige Indien er der nu ingen, der kunne finde på at gå med en pølsemandshat, som til gengæld er ret udbredt på landet i dele af det nordlige Indien.

Eller TV-partiet

Efter mange overvejelser hældte jeg nok mest til TV-partiet. Jeg syntes, det var lidt blæret med et fjernsyn som symbol. Det var lidt mere avanceret end et skab eller en kost. Min begejstringen for fjernsynet holdt nu ikke længe.

Den varede kun, til jeg fik lejlighed til at snakke med en af de lokale, som kunne svare på, hvad de enkelte partier står for. TV-partiet udgøres af en enkelt mand, der ikke fik lov at stille op for Kongrespartiet eller Håndpartiet. Den vragede kandidat har så lavet sit eget lille enmandsparti til lejligheden, TV-partiet, som måske vil tage vigtige stemmer fra Hånden.

Kampen om magten

I Kerala står kampen om magten står mellem LDF, Left Democratic Front, UDF, United Democratic Front og det indiske regeringsparti, BJP eller Lotuspartiet i samarbejde med et lille lokalt støtteparti. LDF er forskellige variationer af kommunistpartiet, mens UDF er Kongrespartiet og deres støtter . Alt tyder på, at det bliver LDF eller UDF, der vinder i Kerala.

Lokalt bryster vi os nemlig af, at Lotuspartiet ikke får et ben til jorden her, selv om det har overtaget magten i store dele af resten af Indien. I Kerala har kommunisterne og kongrespartiet regeret på skift, siden Indien blev en selvstændig stat.

Om det fortsætter på den måde, får vi at vide om et par dage, når alle stemmerne er talt op

Hjemmebesøg

Valgkampen har været intens, og der bliver kæmpet på mange fronter. Hjemmebesøg hos vælgerne er noget, der bliver brugt rigtig mange ressourcer på.

Større delegationer fra de enkelte partier går rundt og besøger samtlige husstande. Omkring 20 mennesker tropper op på fortrappen, hvor de opremser alle parties fortræffeligheder, og fortæller om alt det gode, de vil gennemføre, hvis de får magt, som de har agt. Og så vil de også gerne vide, om husets beboer har tænkt sig at stemme på deres parti.

Aktivister i forhaven

Det har de mærkelig nok næsten alle sammen. Af en eller anden grund virker det ret overvældende, når der pludselig står en snes aktivister i ens forhave og vil vide, hvem man vil stemme på.

Som min nabo forklarer:

“I min familie har vi altid stemt på kommunisterne, og det har jeg tænkt mig at blive ved med. Men når Kongressen eller BJP forlanger at få at vide, hvem jeg vil stemme på, så siger jeg, at jeg selvfølgelig vil stemme på dem. Så er alle glade, og jeg stemmer kommunistisk, som jeg plejer.”

110 decibel

Partierne nøjes ikke med at sende pressionsgrupper ud til vælgerne. De sender også et stort antal højttalervogne ud. I ugevis kører de op og ned ad vejene og fortæller højlydt om, hvor gode de er, og hvad de vil gøre, hvis de får magten. Det højlydte skal tages helt bogstaveligt. Støjmåleren på min telefon siger op mod 110 decibel, lige når højttalerbilen kører forbi. Og der kommer højttalervogne gennem gaderne med et par minutters mellemrum fra tidlig morgen til sen aften.

87 procent stemmer

Og så er der selvfølgelig væg-til-væg dækning af valgkampagnen i aviser, radio og TV, og de fleste er interesserede. Det viser sig en meget høj valgdeltagelse, helt op omkring 87 pct. de fleste steder. Det er dog ikke alle i Kerala, der går så meget op i politik. Nogle er ret ligeglade, men de kan selvfølgeligt også finde anvendelse.

Sprut til sofavælgerne

The Hindu havde for eksempel en historie om de ligeglade vælgere den 3, november 2015. Artiklen har overskriften:

Bying votes with booze and biryani.

Det går ud på, at i områder, hvor valgdeltagelsen plejer at ligge lavt, forsøger nogle af de politiske partier at bestikke folk til at stemme på dem ved at dele gratis sprut ud. Til de mere ædrulige dele af vælgerkorpset serverer de gratis mutton biryani. Mutton er får eller ged, og biryani er en risret, som er de fleste inderes livret.

Handlen eller aftalen går ud på, at folk lover at stemme på et bestemt partier, mod at de får serveret gratis sprut og god mad.

Det kan vi naturligvis ikke have.

Politiet er på tæerne

Så the District Collector, den højeste administrative myndighed på lokalt plan, har udtalt til The Hindu, at der vil blive grebet hårdt ind mod al transport af spiritus og biryani på de mindre veje i de berørte områder. Politiet er på tæerne døgnet rundt, og hvis de falder over store mængder mutton biryani, vil den omgående blive beslaglagt.

District collector’en understreger, at poltiet vil gå til sagen med største alvor, og alle kan melde større biryani transporter til politiet.

Brændevin til danske vælgere

Måske ville det fremme interessen for lokalpolitik i Danmark, hvis vi fik tilbudt en flaske brændevin og en portion hakkebøf med bløde løg, hvis vi ville stemme på Liberablende Alliance eller andre lige så troværdige og velafbalancerede partier, der gerne vil forvalte vores land for os.

Ideen er hermed givet videre til fri afbenyttelse.

Drømmer jeg eller er jeg i paradis

Man er godt nok langt hjemmefra, når man er i Indien. Det er ikke så meget den geografiske afstand, jeg tænker på. Måden at tænke på, mentaliteten, moralen osv. er helt helt anderledes og så langt fra Danmark, som man næsten kan komme.

Elefanter på rad og række

Klar til at tælle elefanter. — Der er masser af elefanter i Kerala.

Med hensyn til det geografiske, så mødte jeg tre store han-elefanter og deres mahutter, elefant-chaufører, da jeg i går morges kørte op til Kovalam Junction på motorcyklen. De kom traskende i en lille række ude i siden af vejen, mens cykler, motorcykler, biler og busser kørte forbi dem med hornet i bund. I trafikken er elefanterne bare til besvær, for de fylder næsten en tredjedel af vejen.

Jeg bliver altid glad, når jeg ser elefanter, og det gør man tit her i Kerala, hvor der ikke er en festlig lejlighed uden, at der er en elefant med.

Elefanttælling

Der er omkring 1.000 tamme elefanter i Kerala, og man regner med, at der er ca. 5.000 vilde. Det bliver afsløret i løbet af de næste fem dage, for der skal nemlig være elefantoptælling i Kerala og nabostaterne Karnataka og Tamil Nadu fra den 14. – 18. maj.

En elefant med mahut på vej i rask trav. — Elefanter på gaden er ikke et usædvanligt syn i Kerala.

Jeg er så begejstret for elefanterne, at jeg har besluttet mig for at melde mig ind i Kerala Elephant Lovers Association, en forening, der forsøger at varetage elefanternes interesse i forhold til menneskeheden. Modparten er ikke kun Kerala Elephant Owners Association, men også diverse myndigheder, der har noget at skulle have sagt med hensyn til dyrevelfærd.

Pensionerede elefanter

I øjeblikket er en af mærkesagerne, hvad man skal stille op med pensionerede arbejdselefanter. Elefant-elsker foreningen arbejder helt seriøst på, at der skal oprettes alderdomshjem for elefanter, hvor de kan tilbringe deres sidste tid under ordnede forhold.

Nå, men for at komme tilbage til de tre elefanter på Harbour Road.

De kommer traskende, himlen er blå, kragerne skriger og flamboyant-træerne står i fuldt flor med røde blomster over hele kronen, mens andre træer er fyldt med blå, gule eller cyklame farvede blomster.

Jeg har endda tid til at standse motorcyklen og nyde synet af det hele.

Solen skinner, det er 35 grader, jeg skal hjem og have frisk ananas, papaya, banan, vindruer, granatæbler, nødder og yoghurt til morgenmad, og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om jeg er i paradis.

Elefant med fører og passagerer. — Kerala er på mange måder paradisisk.

Bare rolig.

Det er jeg ikke, men på mange måder er jeg et sted, der ligner. I hvert fald når man kun ser på overfladen.

Østtyskland på LSD

Andre gange er jeg overbevist om, at jeg ved en fejl er havnet i Absurdistan eller i det hedengangne Østtyskland på LSD. Nogle gange er det så mærkeligt, at jeg næsten er sikker på, at det kun kan skyldes kollektive hallucinationer.

Uden sammenligning i øvrigt så er Kerala også en kommunistisk stat med alt, hvad det indebærer af planøkonomi, ineffektivitet, forskel på folk og funktionærer, mangel på de mærkeligste ting og en blomstrende sort økonomi.

Det sorte marked

Her er for eksempel et sort marked for flaskegas, fordi de fleste bruger gas til madlavning, og gasflaskerne har en tendens til at forsvinde, inden de når ud til forbrugerne. Men man kan altid købe flaskegas på det sorte marked, hvis man er villig til at betale en væsentligt højere pris.

I dag er det torsdag. Søndag var der uvejr, og siden har telefoner og internet ikke virket. Så alle folk ringer til telefonselskaber fra deres mobiltelefoner for at få at vide, hvornår telefonerne og internettet kommer til at virke igen.

En ung mand med elefant og mobiltelefon. — Tele Danmark kan måske lære noget om, hvordan man behandler sine kunder endnu dårligere.

Det er der nu ikke nogen af teleselskaberne, der tager notits af. De svarer slet ikke på deres servicetelefoner. Det kan ikke være deres problem, at kunderne forsøger at få fat på dem.

Det var måske et tip til Tele Danmark, så de kan yde en endnu dårlige service?

Selvmord blandt bønder

Eller for at komme med et helt andet og uhyggeligt eksempel, hvor absurditeterne er ført helt ud i det makabre. Jeg må retfærdigvis sige, at eksemplet ikke er fra Kerala.

Det handler om selvmord blandt bønder.

Det vakte enorm opsigt, da gældsplagede bønder begyndte at begå selvmord, så regeringen følte sig nødsaget til at begynde at uddele penge til de efterladte familier, som havde mistet en forsørger. Ellers har toppolitikerne ikke udvist megen interesse for fænomenet hverken før eller siden.

Nu er det ikke kun et par stykker, der har begået selvmord. Op mod 150.000 bønder har taget livet af sig selv fra 1997 til 2005 ifølge the National Crime Records Bureau, som blandt andet registrer unaturlige dødsfald.

Dyrt for regeringen

Det ser ikke pænt ud, og det er dyrt for regeringen, som skal betale kompensation til de efterladte. Så en eller anden har spurgt sig selv, om det da ikke kunne lade sig gøre at finde på et eller andet for at få sat en stopper for de mange selvmord.

Og jo da, for nu træder det fænomenale indiske bureaukrati i karakter.

Der bliver oprettet regler for, hvordan man definerer et selvmord som gældende – eller tællende – blandt gældsplagede bønder.

Visse kriterier

Først bliver alle strøget af listen, som ikke selv ejer jord, eller som ikke er hovedforsørgere. Det pynter på tallene, men ikke nok, så der bliver opstillet flere og flere regler, ind til der er flere end 40 kriterier, der skal opfyldes, hvis et dødsfald skal registreres som en gældsplaget bondes selvmord.

Bønderne gør med galgenhumor opmærksom på, at de er nødt til at sætte sig grundigt ind i regeringens selvmordregler, inden de tager livet af sig selv. Hvis ikke samtlige 40 punkter er opfyldt, tæller dødsfaldet ikke med i selvmordsstatistikken, og den efterladte familie får ingen hjælp.

Ukvalificerede selvmord tæller ikke

Men tallet er stadig for højt, og til sidste kommer der endnu en regel, der skal opfyldes. En regel, der kræver, at selvmordet skal være kvalificeret (eligible suicide). Hvis det bliver kategoriseret som ukvalificeret, bliver det ikke talt med.

På måde når vi frem til, at det officielle tal for gældsplagede bønders selvmord er 273. Og tro det eller ej, tallet er faldende. I de seneste fire måneder er der således kun seks bønder, der har begået selvmord.

Sådan.

Nu begår landmændene ikke længere selvmord. Nu er der bare en masse mennesker, der dør af unaturlige årsager ude på landet.

Gem forældrene

En anden gang skal jeg fortælle om, hvordan man køber fast ejendom, hvis man ikke må købe fast ejendom, eller hvis man ikke har penge. Eller hvordan man kan bygge uden at have byggetilladelse, eller hvordan man kan have en bebyggelsesprocent på sin grund på over 100 pct. på et etplanshus. Eller hvorfor folk gemmer deres gamle forældre af vejen i god tid, inden papirerne i en jordhandel skal skrives under.

Alt kan lade sig gøre og alt kan ske. Og det gør det

Sagde jeg virkelig paradis?

Tjek af potensen

Det har ført til en vis folkelig ophidselse, at en dommer i Madurai i en sag om hustruvold har valgt at undersøge, om der skal indføres tvungen eftersyn af kommende ægtepars evner til at fuldbyrde ægteskabet. Høringen fandt sted i går.

Det kan man læse på forsiden af avisen The Hindu i dag, søndag den 14. september 2014

Høringen har ført til voldsom debat.

Nogle mener, det er oprørende.

Kvinder støtter kravet

Flere læger peger på, at det ved en klinisk test er umuligt at afgøre, om manden er impotent, eller om kvinden er frigid. Men mange kvinder, der har søgt skilsmisse med henvisning til, at deres mand er impotent, støtter kravet om en potensgaranti inden ægteskabet..

Andre mener, at tvungen seksualvejledning for kommende ægtepar ville være en bedre løsning.

Ufuldbyrdet

Det skal ses på baggrund af, at der er et voksende antal skilsmissesager, hvor kvinden ønsker at blive skilt, fordi ægteskabet ikke er blevet fuldbyrdet. I Chennai var tallet i 2011 388, i 2012 557 og i 2013 var der 715 sager.

I retten var der adskillige kvinder, der talte stærkt for, at mænd, der indgik ægteskab under falske forudsætninger, skulle straffes strengt for at have tilbageholdt vitale oplysninger om deres potens eller mangel på sammen.

Sex på syv minutter

Modsat talte flere fagfolk for, at sex ikke var det eneste formål med ægteskabet.

Dr. Ahokan sagde ifølge avisen, at den seksuelle akt kun tager syv minutter. Så hvad med døgnets øvrige 23 timer og 53 minutter? Han pegede på, at det var de følelsesmæssige bånd, der holder et ægtepar sammen.

Kan føre til samleje

”Sex er kun en af de måder, et par kan dele deres kærlighed på. Når man viser sin kærlighed og hengivenhed kan det føre til samleje. Jeg understreger KAN, for samleje er ikke en forpligtelse i forbindelse med at vise sin kærlighed”, fastlog lægen.

En anden læge fremførte, at egentlig dysfunktionel impotens kun udgør omkring 1 pct. af de sager, hvor man taler om impotens. Resten kan henføres til psykologiske årsager.

Som han sagde, kan manden måske ikke lide lugten af sin kone, og så kan man ikke forvente, at han går i seng med hende.

Beviser

En advokat kunne oplyse, at det i nogle landsbyer i det sydlige Indien er almindeligt, at kommende ægtepar bliver underkastet en prøve, der skal bevise, at de hverken er impotente eller frigide. Ellers vil forældrene ikke lade deres børn blive gift.

Historien melder ikke noget om, hvordan prøverne foregår.

Voldtægt og impotens

En anden historie i dagens avis handler også om potens.

Her drejer det sig om det en såkaldt selvudnævnt guddommelig person (Godman) fra Bangalore, som er tiltalt for voldtægt. Som led i sit forsvar påberåber den selvudnævnte Godman sig impotens. Han er derfor blevet undersøgt på et hospital, men de fire involverede læger i undersøgelsen nægter at skrive under på undersøgelsen med den begrundelse, at de ikke ønsker at blive blandet ind i noget.

De henviser i stedet til, at andre myndighedspersoner bør underskrive undersøgelsen. Det vil de heller ikke. Ifølge dem, ligger ansvaret hos de fire læger, der har stået for undersøgelsen.

Det fremgår, at den selvudnævnte Godman har planer om at retsforfølge lægerne, hvis de ikke skriver under på, at han er impotent.

Politiet får skylden

Politiet er ikke just begejstret for de manglende underskrifter. Det betyder, at sagen bliver trukket yderligere i langdrag, og det er politiet, der vil blive bebrejdet, siger en ledende politimand.

Nå, men alt drejer sig jo ikke om sex.

Herpes og elefanter

Avisen fortæller blandt andet om en elefantunge, der er død af en herpesinfektion. Det første dødsfald blandt vilde elefanter i Kerala på grund af herpes skete i 2005. Siden er 16 elefanter døde af herpesinfektion.

Luk for el og vand

Man kan også læse, at centralregeringen i Delhi har afbrudt el og vand til 27 embedsboliger for parlamentsmedlemmer. Beboerne, som ikke er blevet genvalgt ved det seneste parlamentsvalg, er ikke flyttet ud, og nu får de et vink med en vognstang.

De har fået besked på at flytte, og de har overskredet tidsfristen, så nu er der hverken vand eller strøm i husene. Der er flere tidligere ministre blandt beboerne i de mørklagte huse.

Og færdselsloven?

Og så ser det ud til, at færdselsloven (øh?) snart bliver strammet. Når de nye regler træder i kraft, kan spirituspåvirkede trafikanter se frem til bøder i størrelsesordenen 25.000 – 300.000 rupees. Chauffører, der kører promillekørsel i skolebusser, vil få tre års fængsel og en bøde på 50.000 rupees.

Tredje gangs man kører over for rødt, vil man miste kørekortet og få en bøde på 15.000 rupees.

Jeg har selv fået en bøde for at køre over for rødt. Der var godt nok ikke noget trafiklys, men bøden var også kun på 100 rupees eller ca. 10 kr.

Og så må vist være nok med historier fra søndagsavisen. Ellers bliver det bare for deprimerende.