Vores hus i Kovalam

Santhi Bhavan

?
?

Santhi Bhavan betyder Fredens Bolig. Det er ikke noget, vi selv har fundet på, for det hed huset allerede, da vi flyttede ind i 2009. Selv om vi ikke har døbt huset, opfatter vi det som et ret forpligtende navn, og efter ringe evne forsøger vi at leve op til det.

Stuen i Shanti Bhavan.
Stuen er den fælles indgang til huset.

Huset består af en lille stue, som også tjener som  indgang til huset, et køkken, fire værelser og fire badeværelser. Desuden er der to små verandaer foran huset og to altaner plus tagterrasse.

Et kig ud mod altanen.
Begge værelser har egen altan.

Vi bor i et område, hvor der ikke er nogen veje, kun stier. Der er omkring fem minutters gang til den nærmeste vej, og man skal op ad en trappe med 64 trin for at komme op til vores hus.

Værelser

Vi har to dobbeltværelser, som venner og bekendte kan benytte, når de er på besøg.

Begge værelser har egen altan og eget badeværelse med varmt vand, som ikke nødvendigvis er en selvfølge her i området. Varmt vand er en stor behagelighed, hvis man går til ayurveda, for det gør det meget nemmere at vaske massageolien af efter endt behandling.

Værelse nummer 1.
Værelserne er lyse og luftige.

Der er ikke aircondition i vores hus. Til gengæld er der vifter i loftet og myggenet for vinduerne i alle værelser.

Mad, vand og internet

Der er masser af restauranter på stranden, hvor man blandt andet kan få masser af frisk fisk og retter, som er forsøgt tilpasset europæisk smag.

Vi bor kun et par minutters gang  fra stranden, og på vej til vandet kommer vi  endda forbi et par spisesteder, så der er mange muligheder, når vi ikke selv gider lave mad.

Man kan ikke drikke vandet fra hanen. Derfor køber vi  rent drikkevand i 20 liters beholdere. Man kan også købe drikkevand i flasker. En liter koster 20 rupee.

Der er masser af myrer her i verden. Hvis man efterlader den mindste smule spiseligt i huset, bliver det invaderet af myrer i løbet af meget kort tid. Derfor opbevarer vi alting i køleskabet.

Men det er noget, man selv skal lære.

Endelig har vi internet, som efterhånden er nogenlunde hurtigt. Med tiden er der kommet internet på de fleste hoteller og restauranter.

Hvis du vil være sikker på at have forbindelse  til nettet hele tiden, kan du købe et indisk SIM-kort. På den måde får du adgang til mobildata.

Tagterrasse

Vi bruger husets flade tag til en stor tagterrasse, som vi har inddelt i en spisekrog, en luftig dagligstue, et kontor og et stort åbent område, hvor der er plads til at dyrke yoga, sjippe, sove til middag, lege osv. Det meste af tagetagen har været overdækket af et palmebladstag, som gav skygge og holdt vandet ude, når det regner.

Det  er desværre blevet for dyrt med et tag af palmeblade, som kun holder et års tid eller halvandet.

Derfor har vi fået et permanent tag, så første salen nu mere ligner en industrihal end noget andet. Men det er effektivt, om end knapt så kønt som det gamle tag.

Sådan ser vores tagterrasse ud. Palmebladstaget giver skygge og ly for regnen.
Et kig ind under vores gamle almetag. Vi bruger tagterrassen som spisestue, dagligstue, kontor og yogasal. I de varmeste perioder sover vi også på taget.
Hyggekrogen på taget dagen før jul.
Dagligstuen på taget lige før jul.

Pakkeliste

Det er varmt i Sydindien, så du har ikke brug for overtøj, mens du er her. Heller ikke en trøje til om aftenen. Du skal være  heldig, hvis temperaturen på noget tidspunkt kommer under 27 – 28 grader.

I det hele taget kan det ikke betale sig at tage alt for meget tøj med. Tøj er billigt her, og du kan nemt få syet noget tøj, som passer til klimaet. Det kan gøres fra den ene dag til den anden.

Og når vi nu er i gang med de gode råd: Lad de store frottehåndklæder blive hjemme. De mugner i den fugtige varme, vi har her. Benyt i stedet de lokale håndklæder. De er tynde og tørrer på rekordtid.

Solcreme, sæbe og alt den slags kan  man købe her, og det er langt billigere end i Danmark. Og den indiske antimyggecreme er både billig og effektiv.

Hvis du ikke tager for meget bagage med, når du rejser ud,  har du også bedre plads i kufferten til alle dine indkøb, når du skal hjem igen.

Men det en rigtig god ide at medbringe en lommelygte, for der er ikke lys på stierne om aftenen. Og hvis du er glad for en lille, ret flad hovedpude, så er det også en god ide at tage sådan en med. En indisk hovedpude er stor, tyk og hård.

Vi har boet i Kovalam siden 2007. Vi har forslag til udflugter i omegnen, og vi fortæller om daglivet her i byen. arrangerer vi ture, rundvisninger, rejser og motorcykelrejser i Kovalam og omegn og i hele Sydindien.